Brandvarm istid

Da kvartetten Iceage som en flok uvorne teenagere pløjede sig ind på musikscenen for ti år siden med albummet New Brigade, var det med ild i håret og en punket vildskab, der næsten hørte en anden tid til, og som måske derfor gjorde ekstra indtryk. Den var i hvert fald ikke bange for at stryge lytteren mod hårene, benyttede konsekvent den brændte jords taktik og lavede i det hele taget larm for alle pengene, mens forsanger Elias Bender Rønnenfelt nærmest lød, som om han kastede teksterne op. En sådan aggression var både prisværdig og forståelig, også selvom gruppens mange påvirkninger til en begyndelse fyldte rigeligt, og det tog noget tid, før denne anmelder forstod ståhejet omkring Iceage.

Brutaliteten fortsatte på lp nummer to, men med 2014s Plowing Into the Field of Love begyndte konturerne af en flok godt nok sammenbidte, men ikke desto mindre åbent søgende romantikere at tegne sig. Sangskrivningen nærmede sig mere klassiske former, den klassiske bas-guitar-og-trommer-opstilling suppleredes med blæsere, keyboards og akustisk guitar, og udtrykket tilførtes overall en velkommen dynamik. De følgende par år var der stille omkring Iceage, mens Rønnenfelt udsendte et par skiver med sit andet band, Marching Church.