Hvert år præmierer Københavns Kommune byens smukkeste nye byggeri. I år gik prisen til Karens Minde Aksen i Københavns gamle sydhavnskvarter, og det er der mange gode grunde til. 

Til gengæld er der kun dårlige grunde til, at kommunen havde placeret BIG HQ blandt de nominerede byggerier. 

For hvad laver et så indlysende æstetisk mislykket byggeri blandt de nominerede til årets smukkeste byggeri?

Det er svært ikke at tage sig til hovedet over kommunens anprisning af et byggeri, der for nylig blev kåret til Danmarks næstgrimmeste (Europaplads 6 i Aarhus løb med prisen som det værste, men det var close race), og som kommunen desuden selv var tæt på at hælde ned ad brættet for nogle år siden.

Tegnestuen BIGs hovedsæde i Nordhavn. Foto: Torben Huss
Tegnestuen BIGs hovedsæde i Nordhavn. Foto: Torben Huss Torben Huss

Dengang sagde det konservative byrådsmedlem Jakob Næsager til TV 2 Lorry:

»Det er meget sjældent, vi hiver i nødbremsen på denne måde i forhold til lokalplaner, men det her byggeri er simpelthen historisk grimt. Byggeriet skal jo stå ved indsejlingen til Københavns Havn, og det passer meget dårligt ind i omgivelserne. Vi er er jo valgt på holdninger, og vores holdning er, at det er sjældent grimt.«

Men så smed Bjarke Ingels Group nogle træer ind i tegningerne, og pludselig blev byggeriet godkendt, og en politiker fra SF mente ligefrem også, at det nu ville »give noget tilbage til byen«. Men hvad er det? Andet end en dårlig udsigt.

Når man står ude på Refshaleøen og ser mod indsejlingen til København, hvor BIG HQ ligger, er det et forstemmende syn. Det er meget muligt, at bygningen set indefra har nogle kvaliteter, men for alle os, der alene ser den udefra, er den en brutalistisk skændsel, en angstvision fra Fritz Langs Metropolis, et hoved, der er faldet af en storm trooper fra Star Wars og nu ligger på Nordhavn og blinker i de sidste dødskramper.

At Københavns Kommune selv mener, at det hører til blandt byens smukkeste nybyggerier, er selvsagt bekymrende. Ikke mindst fordi det peger på, at de politikere, der fremover skal godkende plantegninger og udstikke retningen for den arkitektur, vi andre skal leve med, ikke selv forstår betydningen af skønhed og måske heller ikke, hvorfor det er vigtigt for os som mennesker.

Om det skrev den engelske forfatter Alain de Botton i 2006 i Lykkens arkitektur:

»Hvad er en smuk bygning? At være et moderne menneske er identisk med at opfatte dette som et pinligt spørgsmål, der måske ovenikøbet nærmest er umuligt at besvare (...)« »At skabe noget smukt – det der engang blev anset for at være arkitektens fornemste opgave – er en målsætning, der lige så stille er forsvundet ud af den seriøse professionelle debat og veget for et forvirret privat imperativ.«

Han anholdt dengang, at arkitekter var holdt op med at opføre bygninger, der talte til vores følelser, og pointerede, at skønhed har en intim forbindelse til kærligheden, og at vi som mennesker har brug for arkitektur, der indrammer vores forestillinger om det lykkelige liv.

Derfor skrev han, at »vi har brug for paneler, beklædte med guld og blå lapissten, for mosaikruder og for haver med ulasteligt revne grusgange, for at kunne forblive tro mod de mest ægte og uforfalskede sider af os selv.«

Men hvis de Botton kom til Danmark, ville han se, hvordan store dele af moderne arkitektur har ringforlovet sig med excelarkets magtfuldkommenhed og – ligesom BIG HQ – lider under et totalt fravær af detaljer og kvalificerede æstetiske svar på spørgsmål om bæredygtighed og klimasikring.

Hvorfor? Måske fordi skønhed betragtes som et besværligt og altmodisch begreb, og når man ikke anerkender vigtigheden af det, er det også umuligt at ajourføre.

BIG HQ fremstår som en bygning, som ingen ville begræde, hvis den brændte, og at Københavns Kommune har nomineret den blandt årets smukkeste nybyggerier er hovedrystende.

Til alt held er det borgerne, der skal kåre vinderen, og her valgte et flertal at stemme på Karens Minde Aksen, der er organisk og indbydende, og som mest af alt ligner noget, der kan udgøre rammen om det gode liv.

Som der flere gange blev sagt, da prisen blev uddelt under præmieringsarrangementet hos Architecture Festival/CAFx: »Aldrig før har så mange stemt.«

Det bør man nok tage ad notam som politiker og som arkitekt.