Aktivistisk. »Man kunne godt få lidt skyldfølelse over at være intellektuel.« Karen Syberg var rødstrømpe og ideologikritisk litteraturvidenskabsstuderende i 60erne og 70erne.
Bevægelse af kød og blod
Karen Syberg tager telefonen på Møn, hvor hun bor i et hus med en have, som er berømt, fordi hun har skrevet bøger og klummer om den, siden hun flyttede fra byen og på landet for omtrent 25 år siden. Hun stammer fra Fyn, har kunstneriske aner og studerede også på Det Fynske Kunstakademi, men som 19-årig tog hun i stedet til København og begyndte at studere dansk og historie. Den fynske sang er stadig tydelig, når hun taler.
»Der var syv procent af min årgang, der blev studenter, og når man kom ind på universitetet, så fik man udleveret et studiekort og en studiehåndbog, så var man indskrevet på et studium, men man kunne stort set frekventere de institutter, man havde lyst til. Man kunne gå ind på Engelsk og følge Shakespeare-forelæsninger, sætte sig ind på Romansk institut og høre Svend Johansen, følge Per Aage Brandt, man gik bare ind og satte sig.
Del: