Melchior. Man er gammel, når man er 90, men han taler som en ung mand, fuld af optimisme. Han tror på, at vi er på vej mod messianske tider – hvis vi vil. Bent Melchior om de vigtigste leveregler, om at blive alene efter 70 års samliv og om den overdrevne bekymring for antisemitismen.

Bents tre bud

Jeg besøgte Bent Melchior første gang i sensommeren 1971. Han var et par og fyrre, jeg var et par uger. Mine forældre havde mig med i liften, og besøget skyldtes, at de var en anelse usikre på min herkomst. Er ens mor jøde, er man det også selv, siger reglen, og der er danske jødinder så langt øjet rækker, men min morfar var absolut og aldeles goy. Det er helt uden betydning i religiøs forstand, men min mors århusianske barndomshjem var blottet for jødedom, hun var endda kirkeligt døbt med navnet Else Valborg og tilmed konfirmeret, og hvad synes så overrabbineren om det? Er drengen jøde, spurgte de?

Bent Melchior sagde ja, ja og tilføjede, at man kan lave lige så mange svinkeærinder, man vil, hvis moderen er jøde. Måske tilføjede han, at Bent jo heller ikke er et decideret gammel­testamentligt navn, men han sagde, at min mor passende kunne gå hjem og læse lidt op på, hvad det så vil sige at være jøde.

kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også