Sergej Loznitsas To anklagere begynder og slutter med det samme billede: en knirkende, rustrød jernport, der leder ind til en fængselsgård i Sovjetunionen i 1937. I filmens første scene bliver porten åbnet, og i sidste scene bliver den lukket igen. Den symboliserer de hæfteklammer af kontrol og repression, der omslutter det sovjetiske samfund.

Det er hverken et særligt originalt eller subtilt symbol. Men det skal det heller ikke være. Ukrainske Loznitsa er nemlig lidt af et paradoks: Han er en af tidens mest didaktiske filmskabere, men også en af de mest præcise og elegante. At se hans film føles som at få kørt åbenlyse pointer om det moderne Østeuropas fortrædeligheder ind med en ske, der imidlertid efterlader en smag af noget fuldkommen rent og klart.