At rejse et Monument

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

De store klassikere er singulære og har deres rødder i genkendelige særpræg, der binder deres dybe historie sammen på tværs af generationer. Fikspunkter, udfaldsrum og overlevering. Men nogle gange bliver de indre rammer for et cykelløb sprængt, og måske lå netop dét allerede i luften længe inden rytterne drog fra Posletten til Ligurien i år i den bevægelse, der uanset vejret bebuder cykelforårets komme. I år fik vi et Milano-Sanremo, der på ny definerede cykelløbets status som enestående. Med Tadej Pogacar og Mathieu van der Poel i direkte duel på toppen af deres formidable ydeevne er det den slags, der kan ske på nøjagtigt den rute, ingen nogensinde igen kan tillade sig at kalde kedelig. Det blev et løb, der fik det bedste ud af de allerstørste, og et, der vil kunne rangere blandt årtiets mest mindeværdige endagsløb.

Milano-Sanremo er lige så langt, som det er flygtigt. Et løb, der de foregående 17 år har haft 17 forskellige vindere. Tidligere kunne en bestemt type sprintere tage et mere fast greb om finalen, men det har ofte været et millimetertæt forhold mellem solosejr og buldrende spurtopgør. På den måde er årets første Monument et cykelløb, hvor pendulet år ind og år ud har svinget hvileløst mellem to bestemte scenarier.

Den korte stigning Poggio ved bygrænsen til Sanremo har med sin hidsige nedkørsel kort før mål fungeret som en kondenseret gyser, hvor få sekunders forspring har kunnet gøre det ud for en afgørelse. En enorm kontrast mellem det lange træk hen over regioner, klimaer og kyststrækningens byer for så at ende i en intens afgørelse, der var forbi, førend man vidste det. Lunefuldt, konstant på kanten til det uforløste, men altid dragende alene af den gund, at det måske, måske ikke lykkes en stor vinder at tage sejren. Milano-Sanremo er de håbefuldes klassiker.

Men hvor svær kan man gøre en finale, der oftest er så nem, at feltets hurtigste, tungere folk bliver lukket med ind i afgørelsen? Det var et hovedbrud for Milano-Sanremos gamle løbsdirektør Vincenzo Torriani for anden gang tilbage i starten 1980erne, efter at han 20 år forinden havde tilføjet Poggio for at gøre ruten vanskeligere. Selve begivenhedens status som eviggyldig kanonisk i cykelsportens hierarki kunne der ikke røres ved – det var trods alt blevet kørt siden 1907, men det var mere indholdet og spændingen i de historier, det producerede, der bekymrede Torriani. Og Torriani var ikke en, der var ked af at tage beslutninger uden at nedsætte et udvalg.

Hans egenrådige løsning var at føre ruten mod Sanremo kortvarigt væk fra kysten og Via Aurelia ind gennem San Lorenzo al Mare og op over stigningen Cipressa. Samme eksekvering som ved indsættelsen af Poggio, der begynder 18 kilometer længere fremme og med nøjagtigt samme formål: først at decimere og derefter mere nøjagtigt at sortere blandt de stærkeste – også nedad og på det flade stykke mellem de to korte opkørsler. Det var en subtil øvelse, en form for opdaterende restaurering. At gøre løbet hårdere var en smal sag, for der ville være afstikkere nok at vælge imellem, skulle man ønske at ændre løbets arkitektur som sådan og gøre det til et helt andet. Tilføjelsen af Cipressa handlede mere om at øge spændingen, afvikle forudsigeligheden og helt konkret sikkert også at tilgodese de italienske ryttere, der var begyndt at være sjældne gæster på podiets øverste trin.

Selvom Torriani fik et stort brag på Cipressa at se en måned inden sin død i 1996, da den knap seks kilometer lange stigning spillede en stor hovedrolle i afgørelsen, da italieneren Gabriele Colombo brugte den som afsæt til en anderledes finale, forblev dens rolle mere sekundær. Poggio di Sanremo var og blev den intense akse, løbet drejede sig om de efterfølgende årtier, og selvom løbet for evigt vil være ridset ind i ethvert italiensk cykelhjertes inderste kamre, har det gjort det besnærende svært for mange at elske den lille overskuelige knolds manglende indflydelse på afgørelsen af så stort et løb. Det har i bedste fald været et temperamentsspørgsmål, men frustrationen har uden tvivl været ægte for de største ryttere, der har måttet lade netop det Monument stå hen på hylden over uopfyldte drømme.

At det tog en rytter uden lige som Tadej Pogacar at vælte tre årtiers løbsdynamik med et tordnende angreb på Cipressa, er langtfra overraskende, men at se det ske var alligevel så grænseoverskridende intenst, at det løftede Milano-Sanremo til nye svimlende højder. Hans jag af lynende antrit er der kun en i verden, der lige nu kan matche, og derfor blev den efterfølgende duel mellem ham og Mathieu van der Poel et visuelt skue, der kommer til at stå mejslet ind i løbets historie fremover. Og bedst som de to svarede og svarede igen, disponerede italienske Filippo Ganna tavst både kræfter og dødsforagt i jagten på de to titaner for til sidst selv at stå imellem dem på resultatlisten. De åndeløse minutter, der begyndte på Cipressa og bragede videre på Poggio, kappede ikke bare kontakten til resten af feltet, der på trods af en tidsafstand, som til sidst kunne måles i sekunder, syntes kørt helt ud i ingenting. De minutter fjernede tid og sted og sugede al opmærksomhed og samtlige fotografier og tv-billeder til sig. De dokumenterede noget, vi måske aldrig kommer til at se igen på samme måde eller i værste fald skal leve et par årtier for at gense: et ultimativt opgør i Milano-Sanremo.

Cipressa lukkede løbet og åbnede finalen med en alt eller intet-manøvre fra Pogacar, der tændte en lunte for den mest intenst eksplosive udgave af Milano-Sanremo i nyere tid. Van der Poel beviste, at han er vor tids største klassikerrytter, for ikke bare kunne han tæmme slovenerens ustandselige hug, han gjorde det med en overbevisning, der gav lige så mange kuldegysninger som hans modstanders uhyrlige angreb i sig selv. Man kan godt være selve løbet uden at vinde det, men den ære må Pogacar dele med den egentlige sejrherre, van der Poel, der åbnede en spurt så kraftfuldt suveræn, at garantien på samtlige dele på hans cykel må bortfalde øjeblikkeligt efter det, han udsatte den for på Via Roma. Det var et podie skabt efter et løb, der vil kunne overstråle stort set alle andre udgaver og samtidig sender forhåbninger om en forårssæson, der måske sågar overgår de realistisk høje forventninger til i år.

Nogle gange har selv klassikernes arvesølv godt af at blive pudset, så rytterne kan spejle sig på en anden måde i deres strålende glans. Det vidste Vincenzo Torriani, og det ved vi andre så sandelig også nu, hvor Monumentet fik en nyfortolkning, mange har drømt om, men endnu ikke har set i deres levetid. Derfor var de tre titaners favntag med Cipressa, Poggio og indløbet til Sanremo en genrejsende genskrivning af La Classicissima, ærkeklassikeren, Milano-Sanremo, der blev kalibreret op til det afsindige niveau af ryttere, der beriger sporten bedst lige nu. Det er ikke et løb, der på nogen måde har haft brug for at blive ændret yderligere eller gjort til noget andet for at fastholde sin status. Den er umistelig. Men at se tre så væsentlige, fysisk forskellige og eminent kapable atleter give alt for at vinde det, er indbegrebet af det, der måske gør klassikerne til det største, cykelsporten har. De kommer og går på samme måde som foråret, den særlige årstid, som løbet forleden indvarsler. Men nogle af dem bliver stående til tid og evighed. Det er derfor, at sporten har rejst dem som Monumenter over sig selv og de ryttere, der har skrevet deres historie.