1001 nats eventyr. Republique på Østerbro Teater viser grumhedens glidebane i blændende virtuos form.

Arabesk

Den bølge af orientalske fortællinger, som vi benævner 1001 nats eventyr, kom fra Indien og Persien for mere end 1.000 år siden, indtil den blev en spændstig og sprængfærdig del af den arabiske kultur. Men da bølgen nåede Frankrig i begyndelsen af 1700-tallet, blev den først da suppleret med de mest elskede af alle eventyrene, om Aladdin, om Ali Baba og de 40 røvere, om Sindbad Søfareren. Altså pasticher, ligesom det nu tabte spir på Notre-Dame i Paris, der ikke var middelalder, men et romantisk påfund. Er det nu noget, der ødelægger magien? Den danske romantiks hovedværk, Oehlenschlägers skuespil Aladdin, er intetanende om denne problematik, men hviler i sin egen herlighed.

Den ægte vare kan nu opleves på Østerbro Teater. Deres udsendte tog fejl og troppede op ved Østre Gasværk, fem minutter før spillet skulle gå i gang, og blev mødt af en kold jernport, som intet sesam kunne åbne. Hvordan det lykkedes uden flyvende tæppe at nå hen til Østerfælled Torv og blive lukket ind på Republique, er ikke mirakuløst.

Andre læser også