Streaming. Weekendenavisens streaminganbefaling for denne uge er "Master of None 3 – Moments in Love".
Andre menneskers skænderier
Denise og Alicia venter middagsgæster, Dev og kæresten Reshmi. Det er første gang, Dev skal se huset, de ses så sjældent efterhånden. Maden er god, vidunderlig, er grøntsagerne fra haven? Ja, svarer Alicia. »Det er drømmen,« sukker Reshmi, »at have sin egen have.« Parmiddage er så nemme at latterliggøre. Det er sigende for den ubidske tone i Master of None, at det faktisk virker hyggeligt. Lige indtil Dev og Reshmi begynder at hakke på hinanden, mens Alicia vasker op. Pludselig skændes de. Af økonomiske årsager er de flyttet hjem til Devs forældre i Queens, og Reshmi synes, huset er »lillebitte«. Dev mener, Reshmis forretningsidé er åndssvag: en app, hvor man kan bestille pasning til sine planter, mens man er ude at rejse. Reshmi mener, Devs skuespillerkarriere ville ligge mindre i ruiner, hvis bare han havde lyttet til hende og fået foretaget den hårtransplantation i tide.
At være vidne til andres skænderier er sin egen grusomme pine, men dette optrin rammer så meget desto hårdere, fordi vi igennem de to første sæsoner kom til at holde af Dev. Vi heppede på hans bestræbelser på at finde det, den romantiske komedie lover: den store kærlighed. Og nu vi her. I denne stilfærdige og rørende tredje sæson, der også bærer den selvstændige titel Moments in Love, optræder han som bikarakter, der mest af alt skal kaste lys på, hvor godt Denise og Alicia klarer voksenlivet sammen – for nu i alt fald.
Del: