Alder ingen hindring

Countrymusikken er kendt for at være dybt konservativ og vildt skeptisk over for moderniteten. Der hæges om et billede af livet på landet, der fuldstændig ignorerer det moderne landbrugs gennemindustrialiserede karakter. Genrens stjerner hyldes og dyrkes under forudsætning af, at de overholder kontrakten indgået med publikum, hvor troen på Gud, fædreland og kernefamilie står i absolut centrum, og uforbeholden støtte til den siddende præsident en selvfølge, så længe han altså er republikaner.

Så kan der til gengæld rask væk synges sange om utroskab, druk, mord, slagsmål, bedrag, sindssyge og de syv dødssynder, til alle parter segner. Så længe den syngende bare husker at anråbe og takke Gud og Jesus med jævne mellemrum, er genren rummelig. Men overskrid den underforståede aftale mellem kunstner og publikum, og reaktionen er øjeblikkelig og ubarmhjertig. Da Natalie Maines fra trioen Dixie Chicks i 2003 undsagde sig George Bushs invasion af Irak, gik der ikke fem minutter, så var trioens musik bandlyst på samtlige countryradiostationer landet over. Så selvom countrymusikken elsker hele outlaw-mytologien, går grænsen ved direkte at udfordre konsensus, selvom nogle alligevel har slået sig i tøjret inden for de givne rammer.