Nyhedsbrev. Hvorfor bliver æslet ved med at fascinere kunstnere?
Æsler, beton og tørrede planter
På Statens Museum for Kunst hænger J.F Willumsens maleri Ved en gammel byport i Taormina. Farvepaletten er mættet: okker, græsgrøn og lavendel, motivet sydlandsk. Gennem byporten kan man ane en gruppe kvinder, som ser ud til at sludre, mens de forsøger at balancere vandbeholdere på hovedet. Uden for porten står en hest, som drikker vand af et trug; der må være varmt, selvom muren skaber skygge. Men det, som fik mig til at stoppe foran maleriet, var æslet, som er på vej væk ud af byen i retning mod beskueren. Det er, som om Willumsen har lagt al sin energi i æslet, som om alt det andet, bymuren, kvinderne og hesten, er malet frem, for at æslet kunne finde sted.
Willumsen er langtfra den eneste, der op gennem historien har ladet sig fascinere af æsler, og alene i år har to æselfilm haft premiere. Den første var irske Martin McDonaghs The Banshees of Inisherin, hvor et æsel var tildelt en ganske prominent birolle, den anden er polske Jerzy Skolimowskis EO, hvor æslet har hovedrollen.
Filmen, som Lasse Winther Jensen anmelder til avisen denne uge, tager afsæt i Robert Bressons Au hasard Balthazar fra 1966, som følger æslet Balthazar, fra han døbes af to børn på en gård og siden sendes videre fra ejer til ejer. I Jerzy Skolimowskis film navngives EO af en pige i et cirkus, men dyrerettighedsaktivister tvinger cirkusdirektøren til at skille sig af med sine dyr, og EO påbegynder en rejse gennem flere forskellige europæiske landskaber og byer, der i modsætning til Willumsens lysende skildring fra det skæbnesvangre år 1914 fremstår dunkle.
Synne Rifbjerg driver også rundt i ugens avis, nærmere bestemt i Bella Centeret på Amager. København er i år udnævnt til verdens hovedstad for arkitektur, og tidligere på ugen afholdt UIA (International Union of Architects) en arkitekturkongres, hvor en række af verdens førende arkitekter stimlede sammen. Heldigvis var avisens udsendte også på pletten, så alle os, der ikke deltog, kan få indtryk af, hvad det er for nogle materialer og ideer, der optager dem, som disse år bygger vores byer.

Til gengæld bør man nok selv opsøge den aktuelle særudstilling på Thorvaldsens Museum.
Da Bertel Thorvaldsen i 1838 vendte hjem fra sit 50 år lange italienske arbejdseksil, var det ikke kun sine skulpturer, han medbragte. Transportkasserne indeholdt både fremmede græsser og blomsterarter, som spirede, og nu har seks samtidskunstnere så skabt nye værker af de invasive arter, som kan opleves frem til september. Den amerikanske kunstner Crystal Bennes har blandt andet genetableret et gigantisk højbed med den selvsamme italienske engflora, og det er ifølge kunstanmelder Erik Steffensen et betagende syn, der naturligvis vil ændre udtryk, i takt med at sommeren skrider frem.
I anledning af sommeren har vi også samlet en oversigt over fem aktuelle udstillinger, som vores anmeldere har fremhævet. Se dem her.

Ugens kulturanbefalinger
Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Cecilie Blomquist, som foreslår, at man besøger Trapholt og springer ud som vindueskigger.
For lidt over 50 år siden forærede tandlæge Gustav Lind og hans kone Helene Lind deres tidligere sommerresidens og tilhørende landområde til Kolding Kommune, fordi de ønskede, at deres mange tønder land skulle blive tilgængelige for folket. Kommunen forpligtede sig hermed også til at oprette det kunstmuseum, som i dag er Trapholt. Denne anbefaling går egentlig ikke så meget på selve museet, som er et besøg værd, bevares, men mere på alt det rundt om museet. Da Gustav og Helene Lind fik bygget deres sommerbolig, fik de også landskabsarkitekt C.Th. Sørensen til at tegne husets have, der stadig står, som den blev anlagt i 1935. Derudover er der selvfølgelig Trapholts skulpturpark og Arne Jacobsens lidt Black Mirror-agtige bud på den moderne boligform, Kubeflex. Museet tilbyder guidede ture, hvor man kan opleve huset indefra. Fra haven går en sti ned til Fjordvej, og det er i sig selv en oplevelse at gå og lure på de overdådige boliger, der ligger i første parket til Kolding Fjord. Bevæger man sig op ad Trapholtparken, kommer man ind i et spøjst villaområde, hvor alle huse er bygget i samme stil, med de samme rundede græsarealer og indkørsler. Det hele emmer af rigmands-Californien, og spørgsmålet presser sig på: Er Kolding Fjord måske Danmarks svar på Monterey Bay?
Læs alle ugens kulturanbefalinger her
Del:
