Åbent land

FRANKFURT – Har dette EM ikke været særligt medrivende? Har turneringen ikke budt på den ene brandkamp efter den anden? Bugner målkontoen ikke mere end vanligt? Svarene er tre gange »jo«, også selvom man må have luppen frem for at se, at 2,8 scoringer pr. kamp er mere end de 2,78 i 2020 og de 2,74 i 2000, de foreløbig mest målrige europamesterskaber siden indførelsen af gruppespilsformatet i 1980.

Alt føles så frit og levende. Nysgerrighed, mod og initiativ betaler sig, de færreste mandskaber slår op i banen. I alle kampe – med undtagelse af Frankrigs sejr over Østrig og Portugals sejr over Tjekkiet – er der blevet scoret inden for den første halve time. Mere end en fjerdedel af EM-målene er faldet i de normalt så afventende første 20 minutter. Lille Albanien har scoret to af deres tre mål i dette tidsrum.

Ingen kampe er endt målløse, og de hold, der har haft bolden meget, men har spillet for langsomt eller ængsteligt, er blevet straffet af på papiret svagere modstandere. Det gælder for Ukraine, Danmark og Belgien, alle med en boldbesiddelse på over 60 procent. Skotland og Tjekkiet, de to mindst ambitiøse nationer hidtil, kan være på vej hjem.

Også målt på slutrundeæstetik tegner EM 2024 til at blive en mindeværdig årgang: Vi har fået overraskelser: Slovakiets sejr over forvildede Belgien, gårsdagens 2-2-deling mellem Albanien og Kroatien. Men vi har fået flest af de favoritsejre, som sikrer en vis kvalitet fremadrettet.

Medaljekampen synes åben. Outsiderne ser godt ud. Unge Spanien virker skarpe og mindre dogmatiske end tidligere aldersklasser. Italienerne fik mod Albanien det startchok, de har brug for i den modvillige dannelsesproces, en slutrunde er for dem. Hollænderne demonstrerede pågåenhed og alsidighed i den åbne slagudveksling mod Polen, og Schweiz har ingen lyst til at møde efter gruppespillet.

Hvem tør dermed pege på en favorit efter de første 15 kampe?

Frankrig, som havde besvær med Østrig og i disse timer beder til Kylian Mbappés brækkede næse? England, der slap nådigt fra mødet med Serbien, endnu en af disse mange EM-deltagere, som er rede til at gå i døden for tre-fire point og videre avancement? Portugal, der også lagde fra land med en sejr, men kun takket være unge Francisco Conceiçãos tillægstidsmål?

Så Tyskland da! Værterne har vundet deres kampe, scoret flest mål og er som den første nation klar til ottendedelsfinalerne. Men den nære fortid spøger. Det meste af det nuværende landshold var således med til at tabe 6 af 11 kampe sidste år. Tysklands bedste slutrunderesultat i otte år er en EM-ottendedelsfinale i 2021.

Også på spillersiden hersker en interessant uafklarethed. Mens de kendteste målmagere (Harry Kane, Kylian Mbappé, Romelu Lukaku og Cristiano Ronaldo) endnu ikke har scoret, har andre yngre kræfter budt sig til: Georgiens Georges Mikautadze, Tyrkiets Arda Güler og Schweiz’ Kwadwo Duah, for eksempel. Hvem kendte lige dem forud for slutrunden?

EMs foreløbig største profiler er tyskere: Den erfarne metronom Toni Kroos og holdets 21-årige dribler Jamal Musiala, der allerede har scoret to mål på fire forsøg og desuden brilleret med stor sikkerhed og effektivitet i et højt anlagt spil. »Befrielsens begyndelse,« kalder sportsmagasinet Kicker den Musiala-ledede start på EM.

Men åbenheden og friheden findes også uden for plænerne. Dette er mit fjerde EM i herrefodbold som udsendt reporter og sjette slutrunde i alt (inklusive VM i Rusland 2018 og kvindernes EM 2017), og jeg tør godt allerede nu påstå, at stemningen, ikke mindst lydniveauet, på tribunerne er i top.

Måske fordi de deltagende nationer – efter det pandemiramte og mennesketomme EM i 2021 og det triste VM 2022, hvor de skruppelløse værter klædte de slavebundne migrantarbejdere ud som tilhængere for at fylde stadioner og fanzoner (værsgo, i dag er du italiener) – fornemmer, at vi denne sommer ikke længere skal lade som om.

I Tyskland kan lidenskaberne få frit løb, ikke mindst takket være en lydefri organisering. Et eksempel: Fans med EM-billetter har 36 timers gratis transport med S- og U-bahn i perioden før og efter en kamp. Skiltningen i værtsbyerne – og ja, her nærmer vi også en slyngelagtig kliché – er mesterlig. Det er, tro mig, umuligt at fare vild.

I Stuttgart, hvor Danmark mødte Slovenien i søndags, har man taget den offentlige vejvisning til next level. Som man kender det fra de mest opvakte biblioteker eller tandlægehuse, kan fodboldtilhængerne her følge forskellige farver i cementen, alt efter hvor de ønsker at bevæge sig hen.

Men pædagogiske farvekoder gør det ikke alene. EM 2024 har vist sig at være et ideelt miks. Alle de store landes fanarmeer er med: Før Hollands åbningskamp i Hamburg var byens St. Pauli-kvarter et orange menneskehav. Stuttgart var i lokalavisen Leonberger Kreiszeitung omdøbt til »Klein-Dänemark«.

Dertil kommer, at Tysklands mange markante diasporaer har givet noget nær hjemmebanefordel til flere lande: Tyrkiet i Dortmund, Rumænien i München, Albanien i Hamburg. Det er smittende, og det er stadig kun lige begyndt.

Slovenien-Serbien kl. 15 i München. Vises på DR1.

Danmark-England kl. 18 i Frankfurt. Vises på TV 2.

Spanien-Italien kl. 21 i Gelsenkirchen. Vises på TV 2 Sport X.