Et skybrud af frydefuld fodbold

Hver dag under EM skriver Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på weekendavisen.dk/em2024.

Kære Asker

Man er jo lykkelig her til morgen: hvilket herligt EM. Den ene festforestilling afløser den anden, og såvel favoritter som underdogs spiller sig helt ud i mod, initiativ og ballistisk overdådighed.

Nu har alle 24 landshold været i kamp, og de færreste havde vel på forhånd troet, at det var tirsdagens kampprogram med Tyrkiet-Georgien og Portugal-Tjekkiet, der skulle blive første kamprundes største og smukkeste dramaer.

Det tidlige opgør mellem tyrkerne og georgierne i Dortmund, hvor Westfalenstadion var noget nær tyrkisk hjemmebane, var decideret rørende for en alderstegen herre som mig, Asker. De to hold mønstrede figurer, som egentlig hørte svundne årtier til.

Tyrkiets offensiv styres af en renlivet 10er, Hakan Calhanoglu, som de lavede dem fra 1970erne til 1990erne, fra Cruyff til Baggio. Den rugende regissør, som tilbringer kamptiden med at læse rum og bevægelse. Og Inter Milano-regissør Calhanoglu udfoldede hele 10er-registeret af banesyn, sparketeknik og hovedrysten over, at holdkammerater ikke altid har set de syner, han selv har modtaget.

Hos Georgien er det derimod driblerslægten fra George Best og Jesper Olsen, som pludselig vækkes til live i skikkelse af Kvicha Kvaratskhelia. En ustyrlig boldspiller. Og for at det ikke skal være løgn, er Tyrkiets 19-årige superstjerne Arda Güler en art kloning af de to typer.

To guddommelige langskud bragte tyrkerne i front i to tempi, men georgierne var aldrig væk i en kamp, som blev ledet på forbilledlig vis af den lånte argentiner Facundo Tello. Ligesom ved forrige EM opviser argentinske dommere et imponerende niveau, og Tello lagde en fri linje med plads til kropskontakt: Premier League – bare uden vaklen.

Georgierne fik udlignet til 1-1 og var i overtiden umådelig tæt på at gøre det til 2-2, men måtte se tyrkerne score til 3-1 i tomt mål. På samme måde kom Tjekkiet foran i skybrudskampen mod Portugal i Leipzig og holdt 1-1 til de allersidste minutter, før Francisco Conceição opsnusede sejrsmålet som ådselæder i det udslidte tjekkiske forsvar.

Min pointe er, at alle disse fire mandskaber gav alt, hvad de rummede. De to undertippede landshold spillede deres chance, og de to favoritter viste ikke den mindste flig hovmod. Asker, alle disse fire hold var for mig at se rollemodeller for Danmark før torsdagens opgør mod England i Frankfurt.

Kære Joakim

Ja, netop! Og det samme kan vi sige om Serbien og Slovakiet, der søndag og mandag henholdsvis truede og overvandt overmagten i skikkelse af England og Belgien. Op til EM, der jo huser 24 deltagere, lyder diskussionen oftest: Er der for mange med, og er gabet mellem de største og de mindste for stort? Til det kan vi svare rungende nej og nej.

Efter første kamprunde vel overstået har kun ét landshold været decideret overmatchet: Skotland i åbningsnederlaget på 1-5 til Tyskland. Og så måske Kroatien mod Spanien på Olympiastadion, men ingen ædruelig iagttager vil vel hævde, at kroaterne skulle være blevet hjemme.

EM 2024, der kan blive det flotteste mesterskab siden det fejende EM 2008, har indtil videre været susende underholdende, fuld af mod, begejstring og drøn fra distancen. Initiativ belønnes. Det er denne ånd, Kasper Hjulmands landshold er nødt til at gribe mod England i morgendagens opgør i Frankfurt.

Før Danmarks testkampe mod Sverige og Norge skrev jeg til dig på sms, at jeg virkelig ville ønske, at landstræner Hjulmand ville forsøge med et tomandsangreb af Jonas Wind og Rasmus Højlund. To helt forskellige forwards på topniveau, der supplerer hinanden smukt. Og du svarede, at Danmark i så fald skulle stille i 3-5-2, hvilket også giver en række fordele.

Vi fik opfyldt vore ønsker?

Ja, det gjorde vi jo i den første kamp mod Slovenien. På papiret. Og i de første 25-30 minutter. Og selvom det hele atter en gang endte i kramper, så vil jeg stadig mene, at det er den formation, der passer vores hold bedst lige nu. De vigtigste spillere i en 3-5-2 er wingbackerne, der – hvis spillet skal lykkes til fulde – skal spille to pladser hver: back og wing. Og her har jeg stadig stor tiltro til især Victor Kristiansen i venstresiden.

Derudover er det helt afgørende, at vi snart ser en 8er træde frem – midtbanespilleren, der hverken først og fremmest er påpasselig som 6eren eller idiosynkratisk som 10eren, men arbejder for hele holdet i hele banens længderetning, og som er lige så optaget af at erobre som af at igangsætte. Sådan en spiller kan Morten Hjulmand blive, men Slovenien-kampen viste, at træerne ikke vokser ind i himlen.

I England er de første dages lettelse over 1-0-sejren over Serbien blevet afløst af undren og kritik over landstræner Gareth Southgates formation. Det ene ikon efter det andet har rystet på hovedet over Southgates valg.

Først og fremmest er det Phil Fodens placering på venstrekanten, hvor han slet ikke udfolder sit niveau fra Manchester City, som vækker undren. Samtidig ryster de gamle storheder på hovedet over, at højrebacken Trent Alexander-Arnold er placeret inde på midten, når England nu har en overflod af stærke midtbanefolk. Endelig løfter gamle målkonger som Alan Shearer pegefingeren ad Harry Kane: Det er muligt, at du har behov for at mærke bolden og være med i spillet, men du hjælper ikke dit hold ved at trække ned i midtbanen – du slæber bare en ekstra forsvarer med dig.

... og er det ikke historien om England under Southgate? Halvandet skridt frem – og så ét tilbage. Englænderne er bedre i dag end for fire år siden, hvor man var bedre end for otte år siden, da den nuværende landstræner kom til. Men Southgate gør det ikke nemt for sig selv. Han ryster på hånden og tager sjældent de helt rigtige beslutninger.

Alexander-Arnold, der jo tidligere i karrieren har optrådt på netop den centrale midtbaneposition, virkede helt off mod Serbien.

Hvis jeg var engelsk landstræner, ville jeg ommøblere forud for mødet med Danmark i Frankfurt: Ud med Alexander-Arnold, ned på den centrale midtbane med Bellingham og ind med den fantastiske Chelsea-spiller Cole Palmer, der trods sit klubholds mangler har holdt legestue i Premier League hele foråret. Saka-Palmer-Foden bag Kane kan – også selvom de alle tre helst vil spille til højre – blive dynamit over for den tunge danske bagkæde.

Fra den danske lejr har vi de seneste dage hørt lidt besynderlige udsagn, som vi måske kan tilskrive en sund portion spænding. Lad mig i stedet anføre en udtalelse, som Joachim Andersen fremførte på sidelinjen i Belfast 20. november 2023 straks efter det pinlige 0-2-nederlag til Nordirlands andethold i sidste EM-kvalifikationskamp. Jeg fandt Andersens udtalelser så markante, at jeg skrev dem ned: »Det er pissedårligt. Vi skulle have vundet hver eneste kamp i denne gruppe. Det har ikke været godt nok i den her kvalifikation.«

Det var en mand, som kogte af såret stolthed, og som besad en stor, dunkende ære på vegne af sit landshold.

Det er jo dér, vi skal hen! Skuffelsen over beten må matche glæden over triumfen. Der er heldigvis så mange stolte professionelle på dette hold: Schmeichel, Andersen, Christensen, Højbjerg, Eriksen. Så mangler vi bare, at også landstræneren, i stedet for at spille fornærmet i debatter om udskiftninger og data, har modet til at erkende fejl. Kun sådan kan vi jo for søren forbedre os.

Gruppe B

Kl. 15.00 Kroatien – Albanien i Hamburg. Vises på DR1.

Gruppe A

Kl. 18.00 Tyskland – Ungarn i Stuttgart. Vises på DR1.
Kl. 21.00 Skotland – Schweiz i Köln. Vises på TV 2.