Tre dårlige nyheder på en uge: I Sydkorea testes flere og flere raskmeldte COVID-19-ramte positive igen. To kinesiske forskergrupper kan ikke finde antistoffer mod virussen i seks-syv procent af de raskmeldte. Og WHO-epidemiologen Maria van Kerkhove – en af dem i verden med bedst overblik over coronaevidensen – udtaler på en pressekonference, at »lige nu har vi ingen beviser for, at serologiske test kan vise, om et individ er immun eller er beskyttet mod reinfektion«.

Udmeldingerne har fået spørgsmålene til at presse sig på: Kan raske blive syge igen? Virker antistoftestene ikke? Hvad er idéen med flokimmunitet, hvis flokken ikke bliver immun?