Vandkraft

Smukke, sandblæste mastodonter. Egyptens pyramider har i årtusinder givet anledning til betagelse og mystik, for hvordan fik man placeret de tunge sten med datidens byggetekniske hjælpemidler? Gennem tiden har man foreslået alt fra ramper med snoretræk til besøg af stenstablende rummænd, men et internationalt forskningssamarbejde, udsprunget fra blandt andet CEA Palæoteknisk Institut i Frankrig, har nu givet liv til en ny teori. 

I et studie har man set nærmere på Djoser-pyramiden, også kaldet trappepyramiden, som efter sigende er bygget i år 2680 f.v.t. og dermed anses som den ældste af alle Egyptens pyramider. Djoser ligger tæt på Nilen og en berømt dæmning ved navn Gisr el-Mudir. Rundt om Djoser findes en række strukturer, som man nu gætter på har været en slags slusesystem, som har ledt Nilens vandmasser fra Gisr el-Mudir-dæmningen og ind i området omkring pyramiden. 

En række hidtil uforklarlige huller har muligvis fungeret som slam-opsamlere på vandets vej, hvorefter de rene vandmasser har kunnet strømme ind i pyramidens skakter, hvor vandkraften har kunnet hjælpe med at løfte de tunge byggesten opad inde i pyramiden.

Forskerne formoder, at man nok har kombineret flere forskellige byggeteknikker, deriblandt også ramper og snoretræk. Næste skridt bliver at undersøge, hvorvidt Nilens vandstand har været massiv nok til at kunne etablere en hydraulisk elevator. Den nye teori giver grobund for en helt ny videnskabelig linje, der skal se på den mulige brug af vandkraft i fortidens pyramidebyggerier.

PLOS ONE, 24. juli