Væltet af tronen

Perioden 400-800 er blevet skidt behandlet i danmarkshistorien. Arkæologerne har givet den det søvndyssende navn »germansk jernalder«, og i DRs store historieserie blev århundrederne simpelthen sprunget over. Ikke desto mindre var arkæologerne fra Museum Sydvestsjælland begejstrede, da de i starten af marts snørede regntøjet tæt og gravede sig gennem landskabet foran gasledningen Baltic Pipe. For ved Fuglebjerg mellem Slagelse og Næstved havde de fundet nogle mørke aftegninger i mudderet, som ingen lægfolk ville have lagt mærke til. Det var stolpehuller, og ud fra dem så fortidsforskerne en fyrstehal rejse sig fra den smattede lerjord.

Fuglebjerghallen var 40 meter lang og blev båret af seks par træsøjler, der hver var omkring en halv meter brede. Den slutter sig til et stadigt stigende antal af magtcentre, der bliver fundet spredt ud over det sydskandinaviske område. Her sad fyrsteslægter og herskede fra deres haller i det område, der senere blev til middelalderkongedømmet Danmark. På Sjælland ligger hallerne tæt: Lejre danner sammen med Tissø på Vestsjælland og den nyfundne Fuglebjerghal en trekant med Fuglebjerg som den sydlige spids. Og der var flere af den slags magtcentre i germansk jernalder: Erritsø på Jyllandssiden af Lillebælt, Uppåkra i Skåne, Gudme på Sydfyn og Sorte Muld ved Bornholms østkyst. Dertil kommer et par boblere, som Vaarst sydøst for Aalborg og Stavnsager på Djursland. Det er alle steder med store haller eller rige fund. Hvordan kunne der være så mange magtcentre?