Det er uskønt at se på, og det lugter heller ikke godt. Obduktionen af regeringens håndtering af coronapandemien er begyndt, og der kommer artige ting for dagen især om forholdet mellem det sundhedsfaglige indspil og de politiske beslutninger. Det viste sig i denne uge, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, den 1. marts i en mail argumenterede direkte imod den hårde nedlukning af samfundet med forsamlingsbegrænsninger og lukninger af virksomheder og uddannelsesinstitutioner. »Der er generelt ikke god dokumentation for den smitteforebyggende effekt ved disse tiltag,« skriver Brostrøm og gør opmærksom på, at der »kan være et ufordelagtigt forhold mellem skadelige og gavnlige effekter«.

Vi husker også, hvordan han blev afklapset på et pressemøde for at nævne manglen på sundhedsfagligt grundlag for at lukke grænserne.