For ti år siden opdagede et hold israelske forskere et spøjst fænomen, da de analyserede straffespark fra de store europæiske fodboldligaer. Duellen fra 11-meterpletten burde være renset for irrationelle særheder: Udfaldet er så utrolig vigtigt i spillet med de få mål, og uhyrlige summer kan skifte hænder alt efter udfaldet. Men forskerne kunne se, at selvom skytten ganske ofte placerede bolden midt i målet, sprang målmændene stort set altid til en af siderne.

Forskerne pegede på den såkaldte handlingsbias som en mulig forklaring: I nogle situationer belønner vi folk for i det mindste at gøre noget, uanset om deres handling hjælper eller ej. Måske springer målmændene, fordi de bliver dømt særligt hårdt, hvis de bliver stående, og bolden sejler forbi i den ene side af målet, mens de relativt risikofrit kan springe hovedløst til en af siderne – selv hvis det mindsker chancen for at redde bolden.