Kommentar. Forløbet omkring det ubrugelige danske mundbindsstudie er foruroligende.
Tom luft
Onsdag blev det længe ventede danske mundbindsstudie fra Rigshospitalet offentliggjort. Det blev noget af en fuser for den del af offentligheden, der har troet på forskernes og mediernes overgearede forventninger: Studiet kunne intet konkludere. Således blev fem millioner kroner doneret af Salling Fonden hældt ud ad vinduet. Studiet har ikke bare været spild af penge, men også spild af offentlighedens tid og opmærksomhed, der har blotlagt en afgrundsdyb manglende forståelse for basal videnskab i medierne og en bekymrende mangel på dømmekraft blandt de forskere, der står bag studiet. Studiets fesne resultat kunne man have sagt sig selv. Man behøver ikke have en naturvidenskabelig baggrund, men blot en smule almindelig kritisk fornuft for at regne ud, at studiet aldrig kunne være nået frem til andet end ingenting.
For det første blev studiet foretaget på et tidspunkt, hvor smitten var på sit laveste. Selvom man havde 6000 deltagere i forsøget, var det ikke nok. I starten af maj var det daglige antal positivt testede cirka 150. Det er én per 37.000 dansker. Ved månedens udgang var der cirka 40 om dagen. Det er én positivt testet per 140.000 dansker. Det var nærmest umuligt at blive smittet med corona i den periode – med eller uden mundbind.
