Klumme. Det er ikke alle statistiske sammenhænge, der er til at stole på. Men hvis vi afviser alle korrelationer, der udfordrer vores verdensbillede, kan det koste menneskeliv.
Tallenes tvivlsomme ry
Når man sover med sko på, vågner man op med hovedpine. Derfor får man hovedpine af at sove med sko på. Når salget af ispinde stiger, sker der flere drukneulykker. Ergo er det farligt at spise is. Disse konklusioner er selvfølgelig absurde, og man kan hurtigt regne ud, at sammenhængen skyldes noget helt tredje – når man falder i søvn med sko på, har man nok fået lidt for meget at drikke, og på varme sommerdage bliver der solgt flere is, og vi tager mere på stranden.
En sammenhæng betyder derfor ikke, at der også er en årsagssammenhæng – korrelation er ikke kausalitet. Dette gentages igen og igen i forskellige forklædninger, som statistikstuderende er dette mantra blevet messet for os, og tilfældige korrelationer hives op af hatten, som absurde eksempler på, at statistik benyttes hovedløst og til at argumentere for hvad som helst. Det er sjovt at finde absurde sammenhænge (søg på »spurious correlations«), der er en frydefuld tilfredsstillelse i at påpege fejl i statistiske analyser og more sig over mere eller mindre åbenlyse fejlslutninger. Vi elsker remsen »løgn, forbandet løgn, statistik«, og gentager gerne Churchills ord: »Jeg tror kun på statistik, som jeg selv har manipuleret«.
Del: