I syv generationer er medlemmerne af Buendía-familien dømt til ulykkelige liv afkoblet fra resten af verden i romanklassikeren 100 års ensomhed af Gabriel García Márquez. I den fiktive jungleby Macondo begår generation på generation de samme fejl og kan ikke undslippe familiens sørgelige skæbne.

I virkelighedens verden kan det være svært at undslippe familieskæbnen efter 20 til 25 generationer, ifølge et nyt studie. Ens position i samfundet og personlige økonomi er nemlig afhængig af, hvordan ens forfædre klarede sig helt tilbage i middelalderen, viser studiet, der er baseret på italienske data. Men modsat i Márquez’ roman kan familiens skæbne være en fordel for nogen.