Menneskets lugtesans har længe haft ry for at være en sans i evolutionær tilbagegang. Den virker da fint, når vi står med et par sure sokker eller en hengemt Camembert, men i modsætning til mange andre dyr er vi i høj grad blevet afhængige af syn og hørelse fremfor lugt. Ofte forbindes lugt med smag, erindringer og i bedste fald et varsel om fordærvet mad.

Vores lugtesans har ikke stoppet med at udvikle sig. Arkivfoto: William West, Scanpix
Vores lugtesans har ikke stoppet med at udvikle sig. Arkivfoto: William West, Scanpix

Forklaringen har været, at vi i vores udvikling fra primater har mistet en stor del af de gener, der styrker evnen til at opfatte dufte, mens syn og hørelse har fået større betydning. Men en ny genetisk undersøgelse af oprindelige befolkninger i Malaysia peger på, at lugtesansen måske alligevel har udviklet sig i takt med kost og levevis. Studiet er udført af genetikere fra Fudan University i Shanghai og offentliggjort i tidsskriftet Cell Reports.

Det såkaldte Negritos-folk, der lever som jægere og samlere, havde usædvanligt velbevarede receptorgener for duft, især fra jord, frugt og urter. Derudover havde de et bredt ordforråd til at beskrive selv små nuancer af duft. Hos de befolkningsgrupper, som ernærede sig via landbrug, fandt forskerne til gengæld langt flere mutationer i de duftrelaterede gener og dermed mindre fintfølende næsebor.

Studiet peger på, at menneskets lugtesans ikke er et statisk levn fra fortiden, men en sans, der har udviklet sig i samspil med miljø og kultur.

Cell Press, 16. april