Smid ikke barnet ud med badevandet!

Migrationsstudier. Postkoloniale studier. Køns- og queerstudier. Studier af hvidhed og racisme. Det er blot nogle af navnene på forskningsområder, der for tiden bliver diskuteret med stor energi. Ofte i kritisk forbindelse med bredere og mere diffuse fænomener som wokeness og krænkelseskultur på den ene side og højredrejning og intolerance på den anden. Weekendavisens Søren K. Villemoes’ reportage fra en nordisk migrationskonference for nogle uger siden satte ekstra turbo på debatten. Nogle begyndte ligefrem at tale om, at visse miljøer simpelthen skulle granskes eller måske nedlægges, ligesom dengang en borgerlig regering lukkede Sociologisk Institut i midten af 1980erne (instituttet genopstod i 1994).

Min egen position er, at disse studier er berettigede i udgangspunktet. Emnerne er simpelthen relevante og udtryk for, at videnskab ikke er ét teleskop, der kaster ét blik på verden. Snarere er det et kalejdoskop, der giver forskellige billeder, alt efter hvordan man skruer på teori og metode. Det kritiske spørgsmål angår således ikke studiefelterne i sig selv, men snarere deres forvaltning.