Små og store aggressioner

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden

Det, vi troede, vi vidste

Nogle arter er evolutionært programmeret til at være mere aggressive end andre, lyder en udbredt idé i biologien. Hos primaterne fremhæves chimpansen ofte som aggressiv og voldelig, mens dens nære slægtning bonoboen beskrives som fredelig og blid. Præmissen synes ofte at være, at alle former for fjendtlig adfærd – fra småskænderier i flokken til vold og drab – er forskellige versioner af det samme grundlæggende karaktertræk, nemlig aggression. Men den antagelse rejses der tvivl om i et studie, der udkom tidligere i år. 

Det, vi ved nu

I studiet har forskere fra det britiske University of Lincoln undersøgt sammenhængen mellem forskellige former for aggression i 100 primatarter, inklusive mennesker. Det viste sig, at der kun var en begrænset sammenhæng mellem forekomsten af mildere former for aggression – advarende råb, truende kropssprog, skub og små slag internt i flokken – og forekomsten af drab på unger eller voksne. En art, der var mere tilbøjelig til at udvise små aggressioner, var altså ikke mere tilbøjelig til at dræbe eller udøve livstruende vold. Det tyder ifølge forskerne på, at der er tale om to separate træk med forskellige evolutionære rødder.

Men … 

Ifølge forskerne sætter resultaterne også spørgsmålstegn ved den måde, vi tænker på og taler om aggression i vores egen art. I stedet for at se alle former for verbal eller kropslig aggressiv adfærd som en forløber for fysisk vold, skal vi måske tænke på det som to forskellige typer adfærd.   Cecilie Cronwald

Science Daily, 6. oktober