Slaveri på pause

I sit testamente fra 1201 remsede den aldrende ærkebiskop Absalon op, hvad der skulle ske med hans ting efter hans død, herunder de mennesker, han betragtede som sine ejendele. Han omtalte sig selv i tredjeperson: »Eskil badesvend skænkede han friheden. De kvinder, som Niels staller har indtaget fra frihed … skal, hvor de end findes, have skænket friheden med deres børn… Den kvinde, som var indtaget fra Bjäre herred i Skåne, gav han friheden tilbage tilligemed hendes børn…«

Som slaveejer var Absalon en del af en ældgammel tradition, der går tilbage til både Bibelen, Illiaden og Romerriget. Men få årtier efter hans død ophørte slaveriet i Norden, og i nogle få hundrede år i Høj- og Senmiddelalderen blev mennesker ikke handlet og holdt som ejendom. Derefter tog Renæssancens og Oplysningstidens europæere fat på traditionen igen – mens de skældte Middelalderen ud for at være mørk og primitiv.