Det var første dag på arbejdet efter en skiferie for den 33-årige pædagog Dea Romme Larsen. Den blev kort. Kollegerne i børnehaven måtte ringe 1-1-2, da hun krummede sig sammen på grund af uudholdelige mavesmerter. Hun blev kørt til sygehuset i Køge, hvor lægerne opgav at finde årsagen til smerterne. Måske en slem omgang forstoppelse, lød diagnosen. Under udredningen mødtes hun dog med en diætist, og det blev skelsættende.

»Jeg tror måske, du har BED,« sagde diætisten. »Binge Eating Disorder. Det er en spiseforstyrrelse.«