Sten, saks, papir. I denne historie slår stenen ikke bare saksen, men også papiret. Længe inden mennesket opfandt de to sidste remedier, var der stenene, de store, bare flader, sine steder høvlet glatte af skurende is, smeltevand, vind og sand, naturen i rå form. Og så var der menneskets fantasi, forestillingerne, trangen til at fortælle, gengive, fortolke, efterlade et aftryk. I hulemalerier, som bliver ved med at dukke op verden over. Og ude i det fri som helleristninger, ridser og furer i de bare klipper, hvor billederne danser, men mest for øjnene af dem, der har lært sig at se. For man kan leve side om side med en helleristning hele sit liv uden at lægge mærke til den, så meget kan den gå i ét med værtsstenen.

»Du står for eksempel på et skib lige nu,« bemærker Michael Thorsen, arkæolog ved Bornholms Museum.