Kort nyt. Alvorlige bivirkninger ved coronavacciner er sjældne, fastslår verdens største studie på området.
Sikre vacciner
»Alvorlige bivirkninger ved de covid-19-vacciner, som vi har brugt mest herhjemme, er sjældne. Det er stadig konklusionen efter verdens til dato mest omfattende studie af deres sikkerhed.«
Sådan siger Anders Hviid, professor og afdelingschef på Statens Serum Institut, i en pressemeddelelse.
I studiet, som Statens Serum Institut har stået i spidsen for, undersøges risikoen for alvorlige bivirkninger i op til 42 dage efter, at godt 99 millioner personer blev stukket med en af de tre coronavacciner fra henholdsvis Pfizer, Moderna og AstraZeneca.
Helt konkret blev risikoen for at blive diagnosticeret med en af 13 hjerne-, blod- og hjertesygdomme i tiden efter vaccinationen sammenlignet med den forventede risiko uden vaccination.

De mange mennesker kommer fra otte lande: Argentina, Australien, Frankrig, New Zealand, Skotland, Canada, Finland og Danmark.
Ligesom tidligere studier påviser den nye undersøgelse blandt andet sammenhæng mellem mRNA-vaccinerne fra Pfizer og Moderna og en let øget risiko for betændelse i hjertemusklen og hjertesækken. Det samme gælder den kendte, men sjældne forbindelse med vaccinen fra AstraZeneca og risikoen for blodpropper.
Som noget nyt finder forskerne desuden sammenhæng mellem vaccinerne fra både Moderna og AstraZeneca og akut betændelse i hjernen og rygmarven. Forbindelsen beskrives dog som et »uhyre sjældent fænomen«. Anders Hviid udtaler, at sammenhængen svarer til ét tilfælde per 1,75 millioner vaccinedoser.
Statens Serum Institut, 23. februar
Vaccine, 12. februar
Del:

