I sidste uge fastslog en svulstig FN-rapport, at invasive arter er en enorm og undervurderet trussel mod klodens biodiversitet, og at bekæmpelsen af de fremmede indtrængere koster alverdens lande mere end 3.000 milliarder kroner hvert eneste år.

I denne uge præsenterer et internationalt forskerhold anført af spanske Instituto de Biología Evolutiva i Barcelona så et bemærkelsesværdigt veltimet studie, der bekræfter, at rød brandmyre, Solenopsis invicta – en af verdens mest invasive arter overhovedet – nu endegyldigt har etableret sig i Europa.

Rød brandmyre er opkaldt efter sin rødbrune farve og sit smertefulde bid, der skulle minde om et kraftigt bistik. Værre er det, at arten er berygtet for at uddrive andre myrearter og for sin rovdrift på blandt andet elektrisk infrastruktur og afgrøder.

Arten stammer oprindelig fra Sydamerika, men har i løbet af de seneste godt 100 år fundet vej til USA, Mexico, Caribien, Kina og Australien. Udviklingen skyldes først og fremmest mennesket, der uforvarende har eksporteret myrerne gennem international handel med planter og andre varer. Når først myrerne får fodfæste i et nyt område, spreder de sig lynhurtigt – ikke mindst via flyvning.

Den røde brandmyrer stammer oprindelig fra Sydamerika. Foto: Alex Wild, University of Texas
Den røde brandmyrer stammer oprindelig fra Sydamerika. Foto: Alex Wild, University of Texas Flickr Alex Wild - University Of Texas

Det nye studie kommer i kølvandet på en række meldinger om smertefulde myrebid på Sicilien i det allersydligste Italien. Da biologerne undersøgte området nærmere, fandt de 88 kolonier af rød brandmyre nær byen Siracusa. 

Forskernes genetiske analyser af de nyopdagede myrekolonier indikerer, at de ubudne gæster kom fra enten Kina eller USA. I sidstnævnte vurderes de årlige udgifter til bekæmpelse af de hidsige myrer at løbe op i godt 40 milliarder dollar om året.

Ifølge forskernes modelberegninger kan rød brandmyre sprede sig til syv procent af Europa under de nuværende klimaforhold, men stigende temperaturer i de kommende årtier vil formentlig øge myrernes udbredelse markant.

Current Biology, 11. september