Hvad pigen hed, får vi aldrig at vide. Og dog må hun have haft et navn, ligesom »rosen« i Umberto Ecos roman, og en historie, som de fleste andre, der fødes og har en tid på jorden i den kæde af generationer, vi selv rasler for enden af.

Faktisk finder vi aldrig ud af, om »hun« overhovedet var en kvinde, endsige en pige. Det er bare noget, man har sluttet sig til ud fra det tøj, hun ufrivilligt lod ligge til eftertiden, da hun i løbet af århundrederne »fordampede« fra sin grav. Sådan udtrykker arkæologerne det, når de skal beskrive den næsten totale mangel på jordiske efterladenskaber i Hammerum-pigens sidste hvilested, der for snart 30 år siden blev fundet som del af et mindre gravkompleks ved en bæk i den lille by øst for Herning og fragtet væk i en kasse. Jordbundsforholdene har kun ladet hendes rødlige hår være tilbage, sat kunstfærdigt op med små fletninger og samlet i nakken på nogenlunde samme måde, som man kender det fra frisurer på romerske buster og mønter. Der er ikke engang det mindste spor af aminosyre fra hjernemassen. Ikke den mindste knoglestump er fundet. Gravgodset er også yderst sparsomt. Tre potteskår placeret på hendes skulder og de meget opløste rester af noget, der sandsynligvis var en dragtnål af hvalbarde. Alt overflødigt synes sparet væk.