Refleksion. Det er tabu at tale om, at nogle vælgergrupper er mere intelligente end andre. Men ny dansk forskning antyder, at det er tilfældet, og måske kan vi slet ikke forstå de moderne politiske konfliktlinjer uden at se på forskellige vælgeres måde at tænke på.
Politik og begavelse
Intelligensforskningens resultater er ofte kontroversielle, så det er forståeligt, at Steven Ludeke er tøvende, da Weekendavisen beder om et interview om det studie, han publicerede med kollegaen Stig Rasmussen i det videnskabelige tidsskrift Intelligence tidligere på sommeren. Studiet handler godt nok ikke om de sædvanlige letantændelige koblinger med race eller køn, men spørgsmålet er alligevel ømtåleligt: Scorer nogle vælgergrupper højere i en intelligenstest end andre?
Svaret er ja, hvis man skal tro den stikprøve af deltagere fra sessionen til det danske militær, som forskerne har undersøgt i studiet. Der er sådan set ikke dramatiske forskelle mellem vælgerne i de partier, der fordeler sig langs den klassiske venstre-højre-akse, selvom borgerlige vælgere fra partier som Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre scorer lidt højere end folk, der sætter krydset ved partier som Enhedslisten og SF, der igen klarer sig bedre i testen end Socialdemokratiets vælgere.
