I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

I 1930 blev solsystemets niende planet opdaget og fik navnet Pluto efter den romerske underverdensgud, hvilket var passende for en mørk verden langt ude i kulden. Få måneder senere fik Disneys hund i øvrigt samme navn.

I 1990erne begyndte astronomer at finde stadig flere isverdener langt ude i solsystemet, og i 2005 opdagede de Eris, som de først troede var større end Pluto. Det blev et problem, for hvis Pluto var en planet, måtte Eris vel også være det, og så kunne solsystemet pludselig få mange planeter.

Striden om Plutos planetstatus handler ikke om nye fund, men om definitioner. Foto: NASA, Scanpix
Striden om Plutos planetstatus handler ikke om nye fund, men om definitioner. Foto: NASA, Scanpix

Løsningen kom i 2006, da Den Internationale Astronomiske Union (IAU) efter en meget følelsesladet debat vedtog en ny definition. Nu skulle en planet ikke bare kredse om Solen og være rund, den skulle også have »ryddet sin bane« for andre objekter. Det havde Pluto ikke og blev degraderet til en dværgplanet.

Det, vi ved nu

Nu er debatten brudt ud igen, efter at NASAs nye ledelse åbent ønsker at genoptage spørgsmålet om Plutos status.

Det skyldes blandt andet, at Pluto siden New Horizons-sondens forbiflyvning i 2015 er blevet langt mere interessant. Sonden afslørede bjerge af vandis, aktive gletsjere, enorme sletter af frosset nitrogen og tegn på geologisk aktivitet. Pluto lignede pludselig en rigtig verden.

Samtidig er planetforskere begyndt at stille spørgsmål ved selve definitionen af en planet. Især kravet om, at et objekt skal have »ryddet sin bane«, kritiseres, fordi planetstatus dermed ikke kun afhænger af objektets egne egenskaber, men også af dets nabolag i solsystemet.

Men …

Striden handler ikke om nye data, men om definitioner. Mange astronomer forsvarer IAUs definition, fordi solsystemet ellers vil blive oversvømmet af planeter.

Andre mener derimod, at hele ideen om et fast antal planeter er mere kulturel end videnskabelig, og nogle af dem ignorerer allerede IAU-definitionen og omtaler Pluto som en planet.

Det mest interessante er måske, at selv astronomien kan vise sig at være mindre objektiv, end vi forestiller os. Og imens solsystemets Pluto kæmper med sin identitet, fortsætter Disneys Pluto heldigvis uforstyrret som hund.

Nature, 30. april