Flere og flere (unge) kvinder melder sig på banen med sørgelige beretninger om deres introduktion til og oplevelse med hormonprævention, også her i avisen. Et af de gængse svar, de unge får, når de angiver ubehagelige bivirkninger som nedstemt humør eller manglende sexlyst, er en afvisning af deres bekymring: »Du fylder ikke din krop med flere hormoner, da p-pillen bare sætter stop for dine egne og erstatter dem med nogle, der ligner …« Underforstået: »Pjat med dig!«

Danmark har længe ligget i top sammenlignet med de nordiske lande, når det kommer til brugen af p-piller. Det gør vi måske ikke længere. Spørgsmålet er ikke kun, om det er godt eller skidt, men snarere, om kvinder reelt bliver taget alvorligt i forbindelse med præventionsrådgivning. Jeg kan ikke finde denne vinkling i en eneste af de artikler, der de seneste måneder har floreret i medierne om emnet. Det er åbenbart mere sexet at fortsætte dødvandstalen om p-piller til mænd. Så længe danske mænd underpræsterer i kondombrug, og så længe det kræver en livmoder at blive gravid, virker det besynderligt ikke at satse på at øge tilfredsheden med prævention hos den gruppe af befolkningen, der besidder sådan en.