Orkanvarsel

Jeg får en kildren af at se på #Laura – og ikke på den gode måde. Folk i Texas og Louisiana skal virkelig tage det her alvorligt og følge rådene fra deres lokale myndigheder, for det her ser ud til at blive en meget farlig #orkan.«

Det er ikke hvem som helst, men seniorrådgiver Eric Blake fra USAs National Hurricane Center i Miami, der tweetede sådan tirsdag morgen amerikansk tid. Blake er orkanspecialist ved centeret, som hører under National Oceanic and Atmospheric Administration NOAA.

Laura er navnet på den tropiske orkan, som i disse dage roterer tungt og kraftfuldt ind over det sydøstlige USA. Den lagde an i Caribien og havde pustet sig op til en svær kategori fire-orkan, da den natten til torsdag amerikansk tid rullede ind over kysten i Galveston Bay på grænsen mellem Texas og Louisiana. Med orkanen følger en fem-seks meter høj stormflodbølge, der rækker 50 kilometer ind i landet.

Som om amerikanerne ikke har nok at være på vagt over for lige i øjeblikket, varsler NOAA, at der er udsigt til en »ekstremt aktiv« orkansæson. Allerede den sjette august skruede NOAA op for retorikken og varslede, at 2020 ser ud til at blive et ekstremt år, hvad angår tropiske storme og orkaner. En standardsæson har sit klimaks i månederne august, september og oktober, og normalt vil begyndelsen af august byde på et par tropiske storme. I år havde der allerede passeret ni tropiske storme, heraf to orkaner, på det tidspunkt.

For hele efterårssæsonen forudsiger NOAA, at der i år vil komme mellem 19 og 25 storme af den type, som ligefrem får et navn – mod normalt omkring 12. Og hvor det i en standardsæson vil være seks af dem, der er så tunge og modne, at de udvikler sig til at komme i orkanklassen, forventes det i år at kunne være mellem syv og elleve, og dobbelt så mange orkaner som normalt vil være i de tunge kategorier.

NOAA melder selv, at i de 22 år, hvor organisationen har produceret forudsigelser om orkaner, tegner 2020 til at blive et af de helt tunge år med både flere, stærkere og længerevarende storme end gennemsnitligt. Faktisk ser den samlede cyklon­energi ud til langt at overskride grænsen for, hvad der skal til for at forudsige en ekstremt aktiv sæson.

Dermed ser 2020 ud til at komme i liga med den absolutte sværvægter – orkan-sæsonen 2005. Det var det år, hvor orkanen Katrina, som gav flest ødelæggelser, hærgede. Samt Wilma, som er den mest energirige orkan, der til dato er målt.

Orkanens indre fysik

Geofysiker og klimaforsker Aslak Grinsted fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet holder jævnligt øje med satellitbilleder og opbygning af tropiske storme. Han har også bidt mærke i, at det kan gå hen og blive et heftigt orkanår for Den Mexicanske Golf og det sydøstlige USA.

»Lige netop i år falder to forhold sammen og betyder, at der i statistikken er udsigt til en højere frekvens af tropiske storme i sæsonprognosen,« siger han.

De tropiske storme, vi kender fra USAs østkyst, samler typisk deres første kræfter ud for Nordafrikas vestkyst. Varmt overfladevand – det skal være over 26,5 grader – giver kraftig fordampning og stiger op og skaber ustabil atmosfære, også kendt som tordenvejr. Når luften stiger op, skabes lavtryk, og endnu mere luft suges ind i systemet.

Selve rotationen i uvejret skabes af den såkaldte corioliskraft, som er den afbøjningseffekt, der skabes på grund af Jordens rotation. Blot fem grader nord for Ækvator – eller syd – er vandet dels meget varmt, dels er afbøjningskraften stor nok til at organisere den slags uvejr, der kan suge tilstrækkelig energi til at danne egentlige tropiske storme. Ved hjælp af passatvindene bevæger de sig vestpå mod det amerikanske kontinent, alt imens de tager til i styrke.

Dog kan sådan et uvejr spoleres af lokal, vertikal vind – et fænomen, som kaldes wind shear. Det betyder egentlig vindskår, fordi det slår skår i vinden og forstyrrer opbygningen af en stor, energitung tropisk storm. Det er her, La Niña kommer ind i billedet. De naturligt forekommende oceanografiske fænomener El Niño og La Niña påvirker havstrømme og temperaturer i Stillehavet omkring Ækvator. Bedst kendt er El Niño, opkaldt efter Jesus, fordi det giver bønderne mere nedbør, nogle gange også for meget. Selvom begge fænomener har størst direkte effekt i det ækvatoriale stillehav, påvirkes vejrsystemer over Atlanten også. Om El Niño siger man, at den »lægger låg« på dannelsen af tropiske storme i Atlanten, fordi wind shear-effekten styrkes og bremser eller helt ødelægger opbygningen af storme. Omvendt – når La Niña er på spil – fjernes wind shear, og tropiske storme får frit slag. Netop i år er La Niña dominerende, observerer NOAA.

15 år klogere

Det var først efter Katrinas hærgen i august 2005, at man for alvor tog hul på at diskutere, om den ekstreme sæson kunne have noget at gøre med menneskabte klimaforandringer. I løbet af de 15 år, der er gået, er det blevet almindeligt at antage, at der er en sammenhæng.

»I dag er der enighed om, at den globale opvarmning må have en indflydelse på dannelse af orkaner,« siger Aslak Grinsted, der er lektor ved Sektion for Is, Klima og Geofysik. Men tilføjer, at der er uenighed om, hvilken effekt den globale opvarmning får.

For eksempel er der nogle, som argumenterer for, at hvis opvarmningen fører til flere El Niño-år, vil der i højere grad blive lagt låg på udviklingen af storme over Atlanten. Og hvis det bliver meget tørt i Sahelbæltet, sendes mindre fugtig luft ud over havet, der kan nære stormene.

»De to forhold kunne have en tendens til at holde antallet af storme nede. Men selv hvis vi så de effekter, vil der stadig være potentiale for større, mere energirige storme og orkaner,« fortsætter han. Det er også det, som fremgår af klimamodellerne, tilføjer han. Orkaner er dog stadig meget »udfordrende at modellere i klimamodeller«, som han siger. Eftersom de skal dække mange år, bliver opløsningen for lille til at fange alle de specielle forhold, der typisk fører til en orkan.

Ser man på historiske data, er der flere forhold, der tyder på, at vi får flere og stærkere tropiske storme i Atlanten, mener Aslak Grinsted. Der findes data om orkaner og deres styrke, som går 150 år tilbage, men jo ældre de er, jo mere upræcise er de også. Selv har han studeret ødelæggelser efter orkaner ved USAs østkyst.

I slutningen af 2019 udgav han et studie, hvor han sammen med kolleger påviser, at orkanernes ødelæggende kraft er steget med en faktor tre fra år 1900 til 2018. I studiet har de ikke blot forsøgt at rense tallene for prisudvikling og velstand, men også for, hvor beboet et område er. Alligevel kan sådan et studie kritiseres for, at økonomiske tal ikke nødvendigvis er den bedste måde at måle orkaner på, om end det er et præcist mål for, hvad konsekvenserne er.

Tidligere har Aslak Grinsted udgivet et studie af historiske tidevandsdata fra målestationer langs USAs østkyst og set på tendensen i de største stormfloder, som er en meget direkte konsekvens af orkaner. Disse data går helt tilbage til 1923 og viser også en klar tendens.

Når det kommer til orkaner, har klimaskepsissen overlevet lidt længere, mener Aslak Grinsted. Dels fordi det er sjældne begivenheder, hvorfor der kræves lidt mere af de statistiske data. Dels, og her griner han lidt, fordi de tropiske orkaner over Atlanten rammer USA:

»Den politiske polarisering i USA er så stærk, og man skal være i enten den ene eller den anden lejr, og siden Bush-tiden har republikanerne sat sig på, at man skal være skeptiker, hvis man vil være med i deres lejr.«