Øer på land

For en sprogforsker er der ikke umiddelbart meget underholdning at hente i navnet Lindholm. Det er så åbenlyst, som det kan blive: Første led, Lind-, betyder lindetræ, og andet led er -holm, en lille ø. Navnet betyder en lille ø med lindetræer. Det skriver sprogforsker Johnny G.G. Jacobsen fra Københavns Universitet i artiklen »Lindholm – et ønavn uden mange øer« som er offentliggjort på hjemmesiden for Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. I modsætning til næsten alle andre stednavne i Danmark bliver ønavnet endda stavet på præcis samme måde i dag som i de ældste kendte kilder. Det blev nedfældet på pergament i 1231, da kong Valdemar II’s bureaukrati ønskede pålidelige skattelister, og embedsmændene dengang stavede øen uden falbelader: Lindholm.

Det var ikke noget originalt navn. Danmark er et ørige inden for lindetræets naturlige udbredelsesområde, så der er intet overraskende i, at navnet Lindholm findes mange steder rundt i landet. Linden indvandrede til det sydlige Skandinavien sammen med andre løvtræer for omkring 8000 år siden under Jægerstenalderen. Under Bondestenalder og Bronzealder blev skovene hugget om, og i de resterende skovområder fik lindetræet konkurrence fra blandt andet bøg. Lindetræet havde dog fordele frem for bøg, og blandt andet derfor blev det for 1000 år siden dyrket i stævningsskove. Lindetræets bast – fibrene mellem barken og selve veddet – var nemlig velegnet til tovværk, og på Vikingeskibsmuseet i Roskilde udstyrer de i dag deres museumsskibe med reb af lindebast.