Naturlig dannelse

Hvad er dannelse? Det er et centralt spørgsmål for uddannelsessektoren, og ét som får de fleste til at vove sig ud i vævende forklaringer om et eller andet vidensgrundlag, der skal kvalificere individet som samfundsborger og gøre os til hele mennesker. Beder man om konkrete eksempler, sker der noget interessant. De kommer altid fra den kulturelle arena. Dannelse er vist noget med nogle græske filosoffer, lidt Grundtvig, læsning af Kongens Fald og kendskab til nogle forløb i verdenshistorien – jo, og så selvfølgelig noget med demokrati.

Alt sammen glimrende og nødvendige sager. Men de efterlader samtidig et gabende hul i form af naturvidenskaben, som glimrer ved sit fravær. Den er ligesom ikke del af »det almene«, men betragtes som hørende til i en periferi, og noget særligt som man kan vælge at nørde med, hvis man er til det.

Naturvidenskaben og dens rolle i skolen var imidlertid tema for det netop overståede årlige Sorømøde, og det er både til tiden og yderst tiltrængt. For hvis der er noget, der tegner sig klart, er det, at vi lever i en verden, som er fuldstændig gennemsyret og formet af teknologi. Lige fra omgivelserne til den måde vi er sammen med hinanden på. Og hvis dannelse handler om en viden og en tilgang til verden, som den enkelte må have for at kunne forstå, begå og engagere sig i sit samfund, er naturvidenskaben del af det allermest almene. Man fatter ikke den moderne virkelighed uden et grundlæggende kendskab til fundamentet for al teknologi. Nemlig, at viden om verden skabes gennem videnskabelig undersøgelse.

Men hvad handler naturvidenskabelig dannelse så om?

På Sorømødet talte undervisnings­ministeren blandt andet om, hvordan skolen »styrker naturvidenskaben og får børnene ind i den« gennem nogle fortællinger. Ministeren pegede selv på klassikere som August Kroghs forbedrede insulinfremstilling, som gav ophav til Novo-eventyret, de smarte Grundfospumper, og historien om Carlsbergs rendyrkede gær. Der var også noget om viden om kemi, som er vigtig for at forstå, hvad der sker, når giftstoffer og tungmetaller ender i kloakken.

Det er da glimrende viden at have, men om den fanger nutidens unger, tvivler jeg på. Jeg mener også den slags nedslag er underligt løsrevne og fjernt fra det, som virkelig er på spil. Vi skal langt dybere ind.

Som kernen i det hele står den natur­videnskabelige metode. Erkendelsen af, at naturvidenskaben ikke er et værdisystem eller et forståelses-paradigme, som man frit kan vælge, om man vil melde sig ind i. I en tid præget af relativisme, almindelig fornægtelse og decideret løgn som politisk strategi, er det vigtig modgift at forstå, at den naturvidenskabelige metode er den eneste gyldige måde, vi kender, til at fremskaffe hårde fakta om verden på. Videnskaben udsiger ikke sandheder, den udsteder ikke trosartikler, men den foretager hele tiden iagttagelser, anstiller forsøg og kommer igennem falsificering af hypoteser frem til stadig bedre tilnærmelser til virkeligheden og dens sammenhænge. Evig tvivl og konstant kritik er metodens motor.

Heraf udspringer også en pointe, som ofte er overset når det kommer til undervisningssektoren, men som jeg tror vil fange enhver generation af unge. Nemlig, at hvis vi vil forstå os selv både som individer og grupper, så handler det i høj grad om naturvidenskabelig indsigt. Helt enkelt drejer det sig om at tage højde for, at man inde i ethvert menneske finder et dyr af slægten Homo og arten sapiens. Og at alle spørgsmål, man kan stille om mennesket – fra sygdomme og psykologi over adfærd og sociologi til kultur – bedre kan udforskes og belyses ved at tage størrelser som evolution, genetik og hjernebiologi i betragtning. Jeg vil påstå, at det også gælder »de store spørgsmål«, som vi traditionelt har overladt til humaniora eller religion.

Tag nu spørgsmålet om, hvorfor vi hver især er dem, vi er, og hvordan vi bliver forskellige. Et helt fundamentalt spørgsmål, som alle tumler med på forskellige tidspunkter af livet, og som vi traditionelt har henvist til det humanistiske domæne. Gak til filosoffer, forfattere og psykologer og bliv vis, hedder det sig.

Men den moderne forskning afslører, at man gør klogt i spørge til gener, evolution og hjernefysiologi, hvis man vil dybere ned end overfladebetragtninger og subjektive fornemmelser.

Arveligheden af vores enkelte personlighedstræk er således oppe omkring de 50 procent, og forskning helt tilbage fra 1970erne peger på, at det hjemmemiljø, man vokser op i hos far og mor, betyder så lidt for den enkeltes personlighed og generelle psykologiske udvikling, at man dårligt kan måle det. I hvert fald så længe vi ikke har at gøre med decideret mishandling. Samtidig viser hjerneforskning, hvordan subtile forskelle mellem genetiske varianter skaber forskelle i den måde, hjerner reagerer på omverdenen på. Det er med andre ord genetik og hjernefysiologi, som ligger neden under det, vi til daglig kalder psykologi.

Man kunne gå videre med det sociologiske felt. Også fronten af samfundsforskningen er så småt begyndt at indoptage biologien. Et illustrativt eksempel er det, vi plejer at kalde den sociale arv. Den har man indtil videre forklaret med socio-økonomiske faktorer, men det lader sig faktisk ikke gøre, for den sociale arv er delvis biologisk betinget. For øjeblikket samles tungtvejende evidens for, at gener betyder mere for menneskers sandsynlighed for at tage en længerevarende uddannelse, end deres forældres indkomst gør. Hvor generne forklarer omkring 11 procent af variansen inden for en population, forklarer socioøkonomisk baggrund kun syv procent.

Ligegyldigt hvad man undersøger om grupper af mennesker, viser deres individuelle biologiske forskelle sig også at have en betydning. Som den britiske uddannelsesforsker Kathryn Asbury for nylig sagde til The Atlantic: »Jeg mener, vi er nødt til at tage implikationerne af biologiske faktorer alvorligt og se på, hvordan et fair samfund bør reagere på dem.«

Det samme, kunne man hævde, gælder for en mere overordnet forståelse. I større perspektiv er vores psykologi – menneskets natur, om man vil – nemlig uhjælpeligt præget af artens evolutionshistorie. En nyttig indsigt i rammerne for vore mentale kapaciteter, indbyggede psykologiske tendenser og emotionelle potentialer kommer fra forståelsen af de kræfter, som gennem millioner af år har formet de væsener, vi er i dag. Selv forståelsen af kultur hænger sammen med evolution. Evnen til at skabe kultur og indrette sig med forskellige normer er ikke faldet ned fra oven og løsrevet fra biologien, men netop en evne, som blev udviklet med hjernens omstrukturering, og som igen fik lov at spille ind på al videre udvikling.

I forlængelse heraf kan man passende tage fat i det med tilværelsens store og eksistentielle spørgsmål. For dem kan videnskaben i hvert fald ikke give os svar på, hedder det typisk. Undskyld, men hvad kan så?

Jeg kan dårligt forestille mig noget spørgsmål, som ikke kan have gavn af, at man også går til det med en naturvidenskabelig indgang. Det største af dem alle er vel Meningen med Livet. Og her kan man få bud fra diverse religiøse eller filosofiske retninger, som har hver sin udlægning i henhold til forskellige værdier. Men der kommer en nyttig dimension med, når man tager i betragtning, at mennesket er et meningssøgende dyr. At selve behovet for følelsen af mening ser ud til at være bygget ind i os, og at der kan opstilles udmærkede evolutionære forklaringsmodeller for det.

Det giver pludselig en overordnet forståelse, som kan frisætte den enkelte. Ja, du leder efter mening, og du kan principielt finde den i hvad som helst, som passer dig. For den er ikke noget objektivt og udefra givet, men derimod en subjektiv oplevelse . En fysiologisk/kemisk tilstand i hjernen, om man vil.