Gennem utallige artikler, bøger, udstillinger og dokumentarfilm er Silkevejen blevet indbegrebet af historisk globalisering – en livlig handelsrute eller et netværk af ruter, hvor karavaner fragtede silke, porcelæn og andre varer mellem Kina og Europa fra oldtiden og frem til åbningen af søvejen syd om Afrika omkring år 1500. Langt de fleste vil have hørt om Silkevejen, men det er nok de færreste, der ved, at det er en stærkt omdiskuteret historisk idé.

»Der er ikke skyggen af historisk eller materiel evidens for, at Silkevejen eksisterede,« skrev arkæologen Warwick Ball allerede i 1999. Det er en akademisk myte, argumenterede han, for der var ingen fast rute mellem Kina og Europa, ingen uhindret vareudveksling før langt op i middelalderen, og silke var aldrig en særlig vigtig vare. Det, vi ifølge Ball kan lære af Silkevejen, er, at et fængende akademisk begreb med god hjælp fra populærhistorien hurtigt kan blive accepteret som en historisk kendsgerning.