Sund fornuft. Hjernen er ikke en computer, og vi kan noget andet end den kunstige intelligens. Teknologer begynder at pege på, at fremtiden er humanistisk.
Menneske over maskine
Der er næppe noget, der får én i dystopisk humør så hurtigt og sikkert som omtalen af begrebet kunstig intelligens. Reaktionen er næsten installeret som en betinget refleks i kulturen godt hjulpet på vej af højt profilerede intellektuelle. Den israelske historiker Yuval Noah Harari taler om en herskende og umenneskeliggørende »dataisme«, mens tech-profeten Elon Musk og forskerstjerner som nu afdøde Stephen Hawking varsler om super intelligente IT- og robotsystemer, som med tiden vil overtage verden. Før da vil den kunstige intelligens overtage vores jobs. Maskinerne kan jo alting bedre, hurtigere og mere sikkert end vi sølle mennesker med vores tre pund sjasket væv mellem ørerne, hedder det.
Og dog. Lægger man øret til jorden, kan man høre ekkoet af en modfortælling. Fagfolk med fingrene i suppen peger på, at den kunstige intelligens, vi står med, faktisk er ret indskrænket, nogle vil endda sige smådum. Samtidig findes der i den kognitive forskning en voksende erkendelse af, i hvor ringe grad vi faktisk forstår, hvordan den menneskelige hjerne fungerer. Det krøllede organ står uantastet som universets mest komplekse og gådefulde konstruktion.
Del:
