Kronik. Det ligger i kernen af historiefaget, at man ikke kaster dom over historiske skikkelser og handlinger. Men er det virkelig så forkert at vurdere fortiden med moderne etik?
Med nutidens målestok
Giver det mening at underkaste vores forfædre og deres handlinger etiske vurderinger? Kan man med rette hævde, at samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig var forkert – som nogle mener – eller at den måske netop var fuldt berettiget? Var det forkert at føre Danmark i krig i 1864? Og var 1600-tallets hekseafbrændinger nøjagtig så forkerte, som hvis tilsvarende afstraffelser af kvinder blev foretaget i dag?
Når man stiller den slags spørgsmål, bevæger man sig ind på et kontroversielt område, der til stadighed er genstand for diskussion. På den ene side virker det umiddelbart urimeligt at underkaste nogen, der har levet under andre normer og vilkår, en etisk vurdering. At hævde, at det var forkert for en dansker i 1700-tallet ikke at plædere for kvinders stemmeret, synes absurd i betragtning af, at der dengang endnu ikke var taget de allerførste spæde skridt i retning af demokrati. Dette gælder, selvom kvinders stemmeret i dag naturligvis anses for noget indiskutabelt rigtigt. Her er det mere oplagt at erindre om, at »tiden var en anden«.
Del:
