Forskerfejden. Matematik er en umådelig praktisk og samfundsnyttig videnskab. Skulle man være i tvivl, kan man blot tænke på den afgørende rolle, matematiske modeller for smittespredning har haft og stadig har for samfundets håndtering af coronakrisen.
Matematisk berømmelse
Vi har lært, at ligesom man kan være frisør, journalist og arkitekt, kan man være matematisk epidemiolog. Andre dele af matematikken – den såkaldte rene matematik – er derimod helt igennem abstrakt og unyttig, om end den utilsigtet kan have praktiske resultater. Denne gren af matematikken handler ikke om den vulgære virkelige verden, men om en verden af tal, funktioner og geometriske figurer, der har sit udspring i matematikernes hjerner. Og just derfor, vil de indviede hævde, er den så meget mere fascinerende.
I en henkastet note fra 1637 formulerede den franske jurist og matematiker Pierre de Fermat en aritmetisk lov, der er gået over i historien som Fermats sidste sætning. Han påstod endda at have et »ganske bemærkelsesværdigt bevis« for loven, men uden så meget som at antyde, hvori beviset bestod. Et kvadrattal som 25 (z = 5) kan skrives som summen af to andre kvadrattal, nemlig 9 (x = 3) og 16 (y = 4), men findes der en lignende relation mellem tre kubiktal eller generelt mellem tre hele tal x, y og z opløftet i en potens større end to? Ifølge Fermat var svaret nej. Det spørgsmål, der optog generationer af senere matematikere, var ikke så meget, om Fermats formodning var sand eller ej, men om der kunne leveres et strengt bevis for den.
Del:
