Forskerfejden. Einsteins politiske aktivisme, hvad enten det gjaldt racespørgsmålet, fredsarbejdet eller hans åbenlyse omgang med kommunister og deres sympatisører, gjorde ham kontroversiel under den mccarthyistiske periode
Aktivisten Einstein
Når Albert Einstein har opnået udødelighed, skyldes det først og fremmest, at han med sin relativitetsteori skabte et nyt verdensbillede, mere sandt og grandiost end det gamle, men også mere uforståeligt. Han ville kende Guds tanker, som han udtrykte det, og det lykkedes et langt stykke hen ad vejen. Men Einstein var meget mere end en genial fysiker, han var også livet igennem politisk aktivist, i det mindste af en slags. Også på dette område var han som Piet Heins kat. Han var helt sin egen.
Einsteins holdninger hørte generelt til den liberale og progressive del af det politiske spektrum. Selv om han havde sympati for socialismen, tilsluttede han sig ikke en bestemt samfundsideologi og var aldrig medlem af et politisk parti. Når han benyttede sin berømmelse til at optræde som politisk aktivist, var det ofte grundet i moralsk indignation, sådan som det var tilfældet med hans omfattende kritik af det amerikanske samfundssystem.
Del: