Symbolik. For tusind år siden gik skandinaviske kvinder rundt med tronstole om halsen. To nye studier udforsker herskersædets symbolske kraft og de overraskende kønsmønstre, der fulgte med.

Magt på mode

Det er ikke kun i Game of Thrones, at kongens trone har en særlig, dragende kraft. Lige siden Karl den Stores kejsertid har der været interesse for, hvor herskeren anbragte sin bagdel, og selvom virkelighedens tronstole ikke var så bombastiske som tv-seriens, så har de alligevel haft en stærk symbolværdi – ikke mindst i Skandinavien, hvor man for tusind år siden bar troner i miniaturestørrelse som smykker og amuletter. For nylig udkom to forskningsartikler, som på hver sin måde udforsker smykketronernes betydning.

I et af de nye studier sætter arkæolog Nanouschka Myrberg Burström fra Stockholm Universitet en af de små tronstole ind i en større sammenhæng. Tronen, som stammer fra 900-tallet, er ikke større, end at den næsten kan stå på spidsen af en finger. Den er af skinnende sølv, og kigger man efter, ser man rester af forgyldning, som viser, at den engang har strålet endnu klarere. Den lille sølvstol består af en rektangulær kasseformet underdel, hvor en omhyggeligt udført fordybning antyder, at der engang har siddet en figur og repræsenteret en hersker. Figuren kunne hvile ryggen mod stolens buede ryglæn, og både kasse og ryglæn er udsmykket som et fletværk, lavet med millimetertynde riller. På bagsiden har tronen et knækket øje, som viser, at den oprindeligt var et vedhæng til en armlænke eller halskæde. Tronen er fundet i Närke, landskabet halvandet hundrede kilometer vest for Stockholm, hvor skovene begynder at mene det alvorligt. Området ligger mellem de store svenske søer, og egnens betydning som transportkorridor gjorde det muligt for de lokale stormænd at samle godt med sølv på kistebunden. Her omkring 1000 år senere er 1,3 kilo af sådant opsparet sølv, i form af blandt andet smykker, mønter og brudsølv, fundet ved løbende udgravninger fra 1950erne og frem til i dag. Fundet er kendt som Eketorpsskatten og kan ses på Örebro läns museum.

anderslundt
(f.1973) er historiker, forfatter og specialist i nordisk middelalder. Anders blev færdig fra Københavns Universitet i 2000 og har tidligere arbejdet i organisationer som Ventilen og Mellemfolkeligt Samvirke. Siden 2012 har han været selvstændig foredragsholder, skribent, forfatter og historisk konsulent. Blandt hans bøger er ”Sølv, blod og kongemagt – bag om vikingemyten”, som afskaffer vikingetiden og afdækker de reelle årsager til den skandinaviske ekspansion i middelalderen. Desuden har han bidraget til bl.a. "Landsbykirken som et aktiv" og "Turen går til vikingetiden".