Det var den 18. august 1971. Klokken var omkring halv otte, og solen var på vej ned. Børnene legede skjul uden for Fensmarkgade 41 på Nørrebro. Et af børnene, Conny på otte år, havde fået lov af sin mor til at blive lidt længere ude, da vejret var godt. Klokken cirka 19.45 gik en voksen mand over til de legende børn og henvendte sig til Conny. Han spurgte, hvad hun hed, og overtalte hende til at følge med ind i opgangen. De andre børn legede uanfægtet videre, men begyndte efter et stykke tid at undre sig over, hvad Conny egentlig lavede inde i opgangen. De gik derfor ind i opgangen. Her fandt de Conny liggende stærkt blødende – hendes hals var skåret over, og hun var derudover blevet stukket i brystet og maven. Conny døde i ambulancen på vej til Rigshospitalet.

Efterforskningen, der fulgte, var fra begyndelsen præget af uklarheder. Conny havde ikke været udsat for nogen form for sædelighedsforbrydelse. Gerningsmanden havde ganske simpelt myrdet den lille pige med koldt blod – uden tilsyneladende at have noget motiv. Det virkede uforståeligt og skrækindjagende. Vidnernes udsagn var også uklare. Børnene beskrev gerningsmanden som cirka 180 centimer høj, omkring 30 år gammel, slank og med mørkeblondt hår. En ung pige nævnte derimod, at hun havde set en cirka 50-årig mand gå søgende omkring ved Fensmarkgade 43. Manden havde mørkt hår med grå stænk samt »onde og stirrende øjne«. Ad uklare veje fik journalister fra DR kontakt med den unge pige, og de brugte nu hendes vidneudsagn til at lave en fantomtegning af manden. Fantomtegningen blev vist i TV-Avisen. Den skulle vise sig at være fejlagtig.