Fotonik. I 2016 lykkedes det at behandle Alzheimers sygdom i mus med blinkende lamper. Lysterapien, som har rødder tilbage til Niels Finsen, er dermed inde i varmen igen. Men blinkene stresser øjnene, så DTU-forskere har fundet en måde at maskere dem på.
Lampen, der ikke må blinke
Videoen varer kun 13 sekunder, men det er nok til at fornemme, at der er tale om lystortur. En forsøgsmus piler fra side til side i en lille plastikkasse og forsøger at snuse sig frem til en udgang. Et stroboskoplys blinker energisk og gør kassen til en miniudgave af Crazy Daisy lørdag nat.
Videoen er fra 2016, og »torturen« varede kun en time. Herefter fik musen fred. Den blev aflivet, og hjernen dissekeret. Hvad musen ikke vidste var, at den indgik i et forsøg med lysterapi mod demenssygdommen Alzheimers. Og hvad den slet ikke vidste var, at den blev verdensberømt, fordi de blinkende blå LED-lamper havde reduceret mængden af såkaldt amyloidt plak, et symptom på Alzheimers, i dens hjerne. Plak er klistret protein, som klumper sig sammen og stopper hjernen til. Blot en times lysterapi om dagen med lys, der blinkede 40 gange i sekundet, var nok til at give en effekt. Studiet blev udført af hjerneforskere på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA.
Del: