I foråret 2024 fulgte antropolog Polina Vlasenko med i livet for rugemødre i Tbilisi. Hun var med, når de købte ind, lavede mad, gjorde rent, og når de skulle på klinikken til for eksempel scanninger. Kvinderne var alle fløjet ind til Georgiens hovedstad fra lande som Usbekistan, Kirgisistan og Kasakhstan.

Vlasenko interviewede også 30 af kvinderne og har samlet al sin viden i et nyt studie, der fokuserer på forholdene for rugemødre i Georgien. Der var især én kvindes historie, der gjorde stort indtryk på forskeren. Kvinden, som Vlasenko kalder Fatima, var alenemor fra Usbekistan og var surrogatmor for første gang.