Landbrug i højden

Hvordan skal vi brødføde en voksende verdensbefolkning med Jordens knappe ressourcer? I de seneste år har ét af svarene lydt, at vi må rykke landbruget indendørs og dyrke fødevarer i høje bygninger med etager af kunstigt lys og rindende vand. Nu har forskere fra en række amerikanske universiteter regnet på det mulige udbytte af teknologien, kendt som vertikalt landbrug eller »plantefabrikker«, og de finder, at metoden har potentiale til at mangedoble verdens produktion af fødevarer.

I det indendørs landbrug stabler man bakker af afgrøder i højden. Hver bakke får tilført lige præcis den mængde lys og vand, som planterne behøver for at vokse optimalt, og rummets temperatur og mængde af kuldioxid styres nøje for at skabe de bedste betingelser for vækst.