Falsificeret. At være dyr i en børnezoo kan se stressende ud. Men gotlandsponyer tager skrig, skrål og ivrige børnehænder med ophøjet ro.
Klap lige hesten
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Hvor fedt er det egentlig at være dyr i en børnezoo? Ikke alle tamdyr er vilde med at blive befølt af fremmede børnehænder – tidligere i år viste tjekkiske forskere eksempelvis, at kaniner bliver stressede, når de bliver løftet af nogen, de ikke kender – og dyrerettighedsorganisationer har længe argumenteret for, at vi helt bør lukke petting zoos. Men for nogle dyr ser skingre børnestemmer og klodsede klap ikke ud til at være anledning til uro.

Det, vi ved nu
I et nyt studie har forskere fra Göteborgs universitet undersøgt, hvordan ponyerne i dyreparken Slottsskogen i Göteborg påvirkes af de mange børn og voksne, de kommer i kontakt med i løbet af en dag. I forsøget satte de pulsmålere på otte ponyer af racen Gotlandsruss, så de kunne måle deres hjerterytme, både når de hvilede sig, og når de traskede rundt i parken. De målte også, hvad der skete med hestenes puls, når de stod i en fold lige ved siden af en legeplads og spiste hø, mens de blev klappet af børn.
Målingerne viste, at hestenes hjerterytme kun steg meget lidt i børnenes selskab. Heller ikke hundegøen eller lyden af biler så ud til at stresse hestene. Til sammenligning skød ponyernes puls kraftigt i vejret, da en gravemaskine begyndte at larme i nærheden. Resultaterne får forskerne til at konkludere, at hestene i høj grad har vænnet sig til at leve op og ned ad mennesker.
Men ...
Det nye studie viser ikke, hvordan ponyerne reagerer på at blive trukket rundt med børn på ryggen. Det er emnet for et kommende studie, som de svenske forskere vil publicere senere i år.

