Kemisk kætteri

Atmosfærens drivhusgasser som kuldioxid og metan er hovedaktører i klimakrisen og i forsøget på at tæmme den globale opvarmning. Lufthavet består hovedsageligt af kvælstof og ilt, mens de to nævnte gasser tilsammen udgør mindre end en halv promille. Mindre kendt er det, at omkring én procent af atmosfæren udgøres af gassen argon, der altså er langt mere hyppig end de to klimaskurke. Vi bader bogstavelig talt i de næsten 70 trillioner ton argon, der omgiver Jorden, og alligevel bekymrer vi os ikke over gassens indflydelse på klimaet. Det er der nu gode grunde til, for der er ingen. Argon er nemlig i kemisk og biologisk henseende en helt passiv gas, der bare er der. Navnet er afledt af et græsk ord for doven eller uvirksom.

I betragtning af gassens hyppighed i luften er det bemærkelsesværdigt, at det dovne grundstof først blev opdaget i 1895. Og da det endelig skete, var det ikke uden sværdslag. Den engelske fysiker Lord Rayleigh søgte i et samarbejde med kemikeren William Ramsay at bestemme en præcis værdi for vægtfylden af kvælstof. Det lyder måske kedsommeligt og ville også have været det, hvis ikke de to forskere kom ud for en gedigen overraskelse. Det viste sig nemlig, at det kvælstof, der var i luften, var en smule tungere end kemisk fremstillet kvælstof. Forskellen var meget lille, men stor nok til at vække deres nysgerrighed. Kunne det være, at der i atmosfæren gemte sig en ny luftart, der mindede om kvælstof, men blot var tungere og endnu mere passiv i kemisk henseende? Efter møjsommelige undersøgelser konkluderede de, at det nok var tilfældet, og den 31. januar 1895 meddelte de deres opdagelse af det nye og forbavsende grundstof argon.