Denne artikel udkommer også i Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev Under lup. Læs mere, og tilmeld Dem her.

Der er meget at glæde sig over i denne uge. Det er ferie, landskabet er indhyllet i de smukkeste efterårsfarver, og det er sæson for at plukke kastanjer, svampe og frugter. Men det er desværre ikke kun kantareller og æbler, man risikerer at få med hjem efter en udflugt med familie eller venner. Også nysen, løbende næse og feber ligger forude for mange, hvis de da ikke allerede, som denne skribent, har ligget syge med dette års variant af influenza.

Men er der råd at hente fra videnskaben i kampen for at holde sig selv og sine børn sygdomsfrie, eller skal man blot kaste håndklædet i ringen? Det undersøger denne uges Under lup.

1. Pas på junior

Hvis man har flere børn, og den mindste er nyfødt eller i vuggestuealderen, så er det en god idé at passe ekstra på. I hvert fald viser et stort dansk studie, at mindre søskende har to til tre gange større risiko for at blive indlagt med luftvejsinfektioner i deres første leveår end den førstefødte. Formentlig fordi de bliver smittet af alt godt fra den ældstes institution.

Konsekvensen er ikke blot, at lillebror eller -søster er lidt sløv i en periode. Tværtimod kan smitterisikoen fra ældre søskende have store konsekvenser for de yngste langt ind i voksenlivet. De får oftere kroniske luftvejssygdomme, går oftere til psykolog, og så tjener de mindre. Årsagen udfolder min kollega Gunver Lystbæk Vestergård i denne artikel.

Faktisk … er det ikke kun småbørnsforældre, men også gravide, der skal værne sig mod smitte. En undersøgelse fra 2006 viser, at børn, som lå i livmoderen under influenzapandemien den spanske syge i 1918, klarede sig værre på stort set alle socioøkonomiske parametre end jævnaldrende, der var født umiddelbart før eller efter pandemien.

2. Halvgode vacciner

Ét forsøg på at undgå influenza er at få den årlige vaccine, der allerede nu kan købes på sundhedsklinikker og apoteker landet over. Det er en sæsonvaccine, som hvert år ændres, så den er målrettet mod de varianter af influenza, eksperter vurderer vil præge dette år.

Der er dog ingen garanti for, at vaccinen virker. I bedste fald mindsker den risikoen for smitte med over 60 procent. Men sidste vinter var et ualmindeligt uheldigt år, for her muterede virussen, mens dens hærgede i Australien i august – efterårets vaccine var blevet sammensat. Det var for sent at lave den om, hvilket gjorde den halvt så effektiv som normalt. Hvad det betød for sygdomsudvikling og dødsfald i Danmark, kan De læse om

Faktisk … tager det syv til otte måneder at udvikle influenzavaccinen hvert år. Det skyldes, at forskere fortsat gør brug af en knap 100 år gammel metode, selvom der findes mindre tidskrævende alternativer. Den gamle metode er nemlig billig.

3. Den gode nyhed

Uanset hvor hårdt man prøver, er det umuligt at sikre sig selv eller sin familie 100 procent mod at blive ramt af influenza eller forkølelse. Men heldigvis viser forskning også, at i hvert fald feber ikke er så farlig, som de fleste tror. For mens både danske voksne og børn i stor stil tager febernedsættende medicin, er det slet ikke nødvendigt, påpeger forskere i denne artikel. I stedet skal feberen ses som et tegn på, at kroppen er i gang med at bekæmpe de virusser eller bakterier, der gør os syge. Enkelte udsatte grupper, såsom nyfødte, skal dog straks tilses af en læge, hvis temperaturen stiger.

Faktisk … bliver feber først sundhedsfarlig for voksne, hvis kropstemperaturen kommer over 41 grader.