Kort nyt. Forskere har udviklet en lovende vaccine mod hospitalsinfektioner.
Indlagt vaccine
En tur på sygehuset gavner ikke altid helbredet. WHO vurderer, at syv ud af 100 patienter i højindkomstlande pådrager sig mindst én infektion, mens de er i behandling på et hospital. I lav- og middelindkomstlande er det 15 ud af 100 patienter, der rager en hospitalsinfektion til sig. Samlet set ender hver tiende med at dø som følge af en eller flere af disse infektioner, lyder det i Verdenssundhedsorganisationens første store rapport på området fra sidste år.
Det er især antibiotikaresistente bakterier som MRSA, enterokokker og acinetobacter, der uforvarende spredes på sygehusgangene.
Nu kan en løsning imidlertid være på vej. I et nyt videnskabeligt studie beskriver læger og mikrobiologer med amerikanske University of Southern California i spidsen udviklingen af en ny vaccine, som er målrettet en stribe af de mest udbredte hospitalsinfektioner.
Der findes i dag ingen virksomme og godkendte vacciner mod de mest hidsige antibiotikaresistente infektioner, og selv hvis der gjorde, ville det være nødvendigt at vaccinere sygehuspatienter mod en række forskellige patogener.

I det nye studie går forskerne imidlertid i en anden retning. Deres nyudviklede vaccine fungerer ved at forstærke kroppens makrofager; immunceller, som er kodet til at opsluge og nedbryde bakterier, svampe og andre fjendtlige indtrængere. Denne naturlige modstand er ikke altid tilstrækkelig, men med den nye vaccine får makrofagerne en solid saltvandsindsprøjtning, der skærper og styrker deres formåen. Som en af forskerne bag studiet siger i en pressemeddelelse, forvandler vaccinen makrofagerne til »Den Utrolige Hulk«.
Den fyrige cocktail består af tre ingredienser: aluminiumhydroxid, såkaldt monophosphoryl lipid A og mannan, som findes på overfladen af et væld af svampe, der lever på menneskehud.
Da forskerne vaccinerede mus med vaccinen i laboratoriet, beskyttede indsprøjtningen dyrene mod en stribe patogener, der kendes fra hospitalsstuerne – blandt andet MRSA og enterokokker.
Beskyttelsen indtraf efter cirka 24 timer og vedblev i knap en måned. Forskerne taler nu med mulige partnere, der vil støtte yderligere udvikling af vaccinen, så den også kan testes på mennesker.
Science Translational Medicine, 4. oktober
Del:
