Fedtspilleri. Videnskaben lader til at være stagneret, men hvorfor? Professor Jay Bhattacharya fra Stanford University mener, at forskere er blevet alt for forsigtige, og at vi bør belønne dem, der tør satse og fejle.
Hvo intet vover
De seneste uger har videnskaben været i vælten. En række skandaler hos nogle af de mest velansete akademiske institutioner har skadet forskningens ry på et tidspunkt, hvor den ellers er samfundets bedste håb for at standse pandemien. Efter flere måneder med skråsikre udtalelser og fejlslagne forudsigelser om COVID-19 var tilliden til eksperter i forvejen slidt.
Men videnskaben har et problem, der stikker dybere end fejlslagne modeller og præmature publiceringer, mener Jay Bhattacharya, som er professor i medicin og økonomi ved Stanford University. For selvom der aldrig har været flere forskere på universiteterne, flere penge i forskning eller udgivet flere videnskabelige artikler end i dag, lader det ikke til, at videnskaben avler flere fremskridt end før. På mange fakulteter er der en nagende fornemmelse af, at de gode ideer er blevet sværere at finde, og nye gennembrud har sjældent samme betydning som elektriciteten, motoren, radioen, flyet eller kunstgødning.
Del: